Ejer af nedlagt kro køber vejareal og flytter fortov
Politikerne har givet grønt lys til ændringer ved Hjedsbæk Kro
HJEDSBÆK: Teknik- og miljøudvalget i Rebild Kommune har enstemmigt godkendt, at Kai Salomonsen som ejer af den for længst nedlagte Hjedsbæk Kro kan få lov til at købe en del af vejarealet ud for kroen samt få gennemført en ønsket flytning af fortovet på en strækning på cirka 37 meter.
Krobygningen fra 1937 ligger i vejskel ved fortov, og vejarealet ud for kroen har tidligere været benyttet som holde- og parkeringsplads for kroens gæster.
Hjedsbæk Kro har været lukket for gæster i over 20 år og står i nær fremtid over for en nedrivning for at give plads til opførelse af to boliger på grunden.
De nye boliger vil få vejadgang til Hjedsbækvej via en eksisterende fællesvej, der ligger lige syd for krobygningen. Der vil derfor ifølge bygherren ikke længere være behov for parkeringsarealet foran kroen til boligerne.
Som ejer ønsker Kai Salomonsen også at flytte fortovet, så det følger eksisterende fortov langs vejbanen, og lægge det overflødige vejareal på cirka 260 kvm til de to parceller.
Det er byrådet som iht. vejlovens paragraf 15 beslutter, hvorvidt et vejareal kan nedlægges og sælges.
Vejarealet ved Hjedsbæk Kro fungerer ikke fremover som eneste adgangsvej til en ejendom, det er ikke nødvendigt som parkeringsareal ift. trafikken, det anvendes ikke som busstoppested og vil efter nedrivningen ikke tjene noget formål som vejareal.
Disse faktorer gør at teknik- og miljøudvalget alene kan træffe en beslutning om at vejarealet nu kan nedlægges og afhændes.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.