EMNER

Ejere skal lære at snakke hundsk

FJERRITSLEV:I eftermiddag holder Karen Bækø åbent hus i Han Herred Hundeskole, hvor man kan få et indblik i den type træning, hun praktiserer over for familiehunde. Det foregår lidt uden for Fjerritslev, på Pedersbækvej 21b. - Vi vil gerne vise, hvordan man får en glad hund uden at bruge de hårdhændede metoder, som man har kunnet se Cesar Millan bruge i tv-udsendelser, siger hun. - Vi bruger kun belønning og ros som redskaber, og forstår hunden ikke hvad vi vil, er det os, der er for dårlige til at vise det, fastslår hun. - Det handler om at lære at snakke hundsk. Alle hunde er velkomne, uanset race og størrelse, og kan man ikke deltage lørdag, gentages arrangementet søndag på Sandmosevej i Tranum.