Ejerne har brug for billet- indtægten

AALBORG:Billettaksterne bliver hverken sænket eller helt fjernet. Sådan lyder det klare budskab fra Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for Nordjyllands Trafikselskab og rådmand for den kollektive trafik i Aalborg Kommune. - Der skal penge ind for at få den kollektive trafik til at køre rundt, og alene i Aalborg Kommune kalkulerer vi med en provenu på 117 mio. kroner i 2008. Hvis vi gjorde kørslen gratis, skulle vi ud og finde pengene et andet sted, og det er ikke nemt, understreger formanden. Fremstødet i juletiden skal ifølge Thomas Kastrup-Larsen først og fremmest være med til at markedsføre den kollektive trafik og komme i kontakt med nye passagerer. Hvis det lykkes, kan det bremse det vigende passagertal, som NT har oplevet i de senere år. Thomas Kastrup-Larsen fremhæver, at der også er andre initiativer på vej. Lige nu er der brev på vej ud til 23.000 kommunalt ansatte med tilbud om at få erhvervskort med rabat på den kollektive trafik.