EMNER

Ekko fra Kremls mure

Leder Nu anklager Ruslands hersker Putin USA for uroen efter det "fixede" valgresultat ...

Hvem tør købe en brugt hammer og et brugt segl af Vladimir Putin? Dårligt spørgsmål, for det kan ingen: Den russiske ministerpræsident, der snart er præsident igen, bruger nemlig både hammer og segl næsten lige så meget som kommunisterne i de "glade koldkrigsdage". Dengang hed det: "Proletarer i alle lande, foren jer". Nu hedder det: "Oligarker i hele Rusland, foren jer, så vi kan dele magten". Putin kalder sit parti - som han i øvrigt ikke er medlem af - Forenet Rusland; men valget sidste weekend viste i klar tekst, at Rusland hverken er forenet eller står bag partiet, der lige akkurat sikrede sig flertallet i Statsdumaen efter at have tabt 14 millioner stemmer. Det bemærkelsesværdigt dårlige valgresultat var ifølge såvel oppositionskilder som flere valgobservatører "fixet". Ellers var det gået endnu værre for Putin. Ikke mindst anført af de gammelkendte kommunister, der trods alle fiksfakserier blev det næststørste parti, har der været flere demonstrationer i Moskva og Sankt Petersborg med over 1.000 anholdte. Hvad gør Putin? Ja, han genbruger det gamle sovjetiske trick, som diverse mellemøstlige diktatorer ellers har arvet i de seneste år: anklager USA for at opildne til protester og truer demonstranterne med, at de risikerer at blive retsforfulgt. Ekkoet fra Libyen og Syrien runger dér mellem Kremls mure, hvor det forklædte demokrati tier. For Rusland har ikke været i nærheden af noget, der ligner demokrati i Putins regeringstid. Det bliver næppe bedre, når han genindtager præsidentposten - de fleste forudser, at det også bliver "fixet". Netop det ydmygende valgnederlag, som det reelt var, skal nok få Putin til at optræde endnu mere machoagtig. Både til indvortes og til udvortes brug i forhold til en omverden, der er blevet stadig mere afhængig af russisk naturgas. Alligevel må den samme omverden stille krav til Putin & Co. i et sprog, han forstår: Afhængigheden er gensidig, og selv de, der kan gå på vandet, kan ramme ved siden af en bundgarnspæl og falde i ...