Hadsund

Ekkoet runger stadig

Der skal rejses mange penge til koncert-salen i kulturcenteret

Koncertsalens garderobe er ikke noget at prale af. Jørgen Klostergaard er dog mere optaget af akustikken, der ikke just hjælper de musikalske udfoldelse på vej.

Koncertsalens garderobe er ikke noget at prale af. Jørgen Klostergaard er dog mere optaget af akustikken, der ikke just hjælper de musikalske udfoldelse på vej.

I Hadsund Kulturcenters koncertsal har tiden stået næsten stille siden indvielsen i 2006. Jørgen Klostergaard fra Spillestedet Frikvarteret demonstrerede dengang med et lydeligt klap i hænderne, hvordan lyden ekkoer frem og tilbage i tre-fire sekunder som tegn på en akustik, der næsten umuliggør musikalske udfoldelser. Og den manøvre kan gentages den dag i dag. - Ja. Vi må nok erkende, at der ikke er sket ret meget, konstaterer Jørgen Klostergaard med et smil. Hverken dengang eller nu er der nogen bitterhed at spore over situationen. Koncertsalen kunne ikke realiseres for de penge, der var til rådighed til kulturcenteret, og den kommunale pengekasse har ikke åbnet sig siden. - Det er op til os selv at klare, og det synes jeg faktisk er ok, siger Jørgen Klostergaard, som mener, at den manøvre er med til at styrke engagementet hos brugerne. Løsningen er fundraising, sponsorater og fondsmidler, som Jørgen Klostergaard håber henad vejen kan indbringe de cirka 600.000-700.000 kroner, der skal til for at forbedre lydforholdene. Læs mere om musikkens vilkår i Hadsund Kulturcenter i Nordjyske Stiftstidende, fredag. Og læs samtidig et interview med kulturcenterets biograf- og cafeforpagter, Benny Svendsen, i Nordjyskes serie "Rundt om Hadsund Kulturcenter".