Tyverier

Eks-ansat stjal fra lager

Kamera afslørede tyverier fra Jem & Fix

HJØRRING:Siden januar måned har butikschef Per Christensen i Jem & Fix oplevet et stadigt stigende antal tyverier fra sit lager på Frederikshavnsvej. Og til sidst fik han nok. Der blev sat et kamera op, varerne fik helt bevidst lov til at stå lidt længere end ellers på pladsen bag byggemarkedet, og så var den hjemme. Efter kun en uge blev tyven afsløret i skikkelse af en 47-årig mand fra det østlige opland i Hjørring Politikreds, som tillige tidligere havde været ansat i butikken. I torsdags opdagede butikkens souschef, Jesper Kristensen, at der manglede fire kompressorer og seks dykpumper i en sending, som netop var ankommet til butikken. Båndet til overvågningskameraet blev spolet tilbage, og så var sagen klar - her kunne man nemlig tydeligt se den 47-årige mand i aktion, ligesom hans nummerplade tydeligt fremgik af billedet. Kriminalpolitiet blev kontaktet, og så gik det ellers afsted mod mandens bopæl - der indeholdt langt flere tyvekoster end forventet. - Der var rigtig, rigtig mange store ting - brusehjørner, vinduer, skabe og den slags, sagde kriminalinspektør Henri Gade. Manden blev medtaget til afhøring på stationen, ligesom politiet inviterede Per Christensen fra Jem & Fix med til mandens adresse - for hvorfor dog først køre de effekter, som tilhørte Jem & Fix, til politigården, når de lige så godt kunne køres direkte ind på det lager, de hørte til på. Og det var da også en særdeles veltilpas Per Christensen, der stillede op til fotografering fredag eftermiddag. For der var de jo - alle de gode sager. Fliserne, havemøblerne, kompressorerne, vinkelsliberne og alt det andet, som havde været forsvundet. - Jeg har ikke gjort det helt op endnu, men vi har fået varer retur for 20-30.000 kroner. Og så er der endda varer, som jeg lod blive på mandens bopæl, fordi han havde brugt dem i sit hjem. De er jo værdiløse for mig nu, sagde Per Christensen. Den 47-årige mand blev afhørt på politigården, men selv om han er en tidligere kending af politiet, og selv om der var tale om endog rigtig mange stjålne effekter, også fra andre byggemarkeder, som endnu ikke er gjort op, blev han løsladt til senere retsforfølgelse efter endt afhøring.