Retspleje

Eks-bestyrelse afviser forlig med garanter

Stævning ender i retten, hvis garanter får bevilget fri proces

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Garanternes talsmand Kristian Andersen: Hvert enkelt bestyrelsesmedlem svigtede sin forpligtelser.

LØKKEN:De tidligere bestyrelsesmedlemmer i den krakkede Løkken Sparekasse har sagt nej til at indgå forlig med de 1500 garanter i foreningen GarantLøkken. Det betyder, at garanterne er parat til at sende deres stævning til en domstol, i samme øjeblik de får bevilget fri proces, hvilket de allerede har søgt om hos Civilstyrelsen. Garantforeningen sendte for knap to uger siden en omfattende stævning til hvert enkelt af de forhenværende bestyrelsesmedlemmer. I stævningen gør garanterne bestyrelsesmedlemmerne personligt erstatningsansvarlige for deres tab. Garanterne mener, at bestyrelsen helt svigtede sine forpligtelser på afgørende punkter, herunder at føre tilsyn med direktionen. Samtidig tilbød garanterne bestyrelsen at "opnå en mindelig løsning", det vil sige indgå forlig. Bestyrelsen fik to uger til at svare, og i går - to dage før fristens udløb - kom så svaret. - Vi er ikke interessede i at indgå forlig på forhånd. Vi mener ikke at have gjort noget forkert, siger eks-bestyrelsens talsmand, tidligere borgmester i Løkken-Vrå Knud Rødbro. Undersøgelse i gang Han henviser til, at der i øjeblikket foregår en undersøgelse af, hvorvidt sparekassens daværende erhvervskundechef handlede efter reglerne. - Vi vil gerne se, hvordan den sag falder ud, før vi foretager os noget. Der foregik nogle unøjagtigheder, som vi i bestyrelsen ikke fik noget at vide om, heller ikke fra revisionen, siger Knud Rødbro. Der har ikke været holdt noget møde mellem de tidligere bestyrelsesmedlemmer, siden stævningen fra garanterne kom. - Vi har ringet og mailet sammen og er derigennem blevet enige om at afvise et forlig, oplyser Knud Rødbro. Garantforeningens formand, Kristian Andersen, tager afvisningen med sindsro. - Personligt havde jeg ikke ventet, at de ville indgå forlig, for hvad skulle de indgå forlig med? Vi har bedt Civilstyrelsen prioritere vores ansøgning om fri proces. så snart vi får et svar, er vi parat til at gå i retten, siger Kristian Andersen. I stævningen gør garantforeningen seks forhold gældende. Garanterne mener blandt andet, at sparekassen ikke rådgav dem om risikoen ved tegning af garantikapital, at sparekassen gav vildledende oplysninger om sin reelle økonomiske tilstand, og at garanterne derfor er berettigede til erstatning for de tab, de har lidt. Løkken Sparekasse blev i foråret overtaget af det statslige selskab Finansiel Stabilitet efter en række enorme tab på udlån til ejendomssektoren. De sunde dele af sparekassen blev senere solgt til Nordjyske Bank, mens den såkaldt "røde del" af sparekassen videreføres under navnet Løkken Sparebank.