Politi

Eks-betjent fik ikke ret i klager

KØBENHAVN:En tidligere politibetjent fik intet ud af at klage over sine tidligere kolleger. Kvinden klagede i maj sidste over politiets hårdhændede behandling af hendes to sønner. Men statsadvokaten har ikke fundet beviser for, at der skal køre en sag mod nogle af de involverede. De to sønner på dengang 21 og 23 år blev anholdt under en uroplaget demonstration til fordel for Ungdomshuset på Jagtvej. Deres mor, Iben Bertelsen, har forklaret, at sønnerne fik knippelslag og dybe sår på hænderne fra de stramme håndjern. Desuden blev den ene nægtet adgang til sin medicin, da han fik et kraftigt astmaanfald. Men efter at have afhørt de politifolk, der var til stede under demonstrationen, har Statsadvokaten for København valgt at opgive sagen. – Ingen af politifolkene har kunnet genkende klagerens forklaring, siger advokat Bjørn Elmquist, juridisk rådgiver for familien. Han vil nu klage over afgørelsen til Rigsadvokaten. – Man står meget alene med sit klagemål. Det er helt umuligt at få fat på uvildige forbipasserende, der kan understøtte ens påstande, siger Elmquist. Iben Bertelsen har tidligere sagt, at det ikke stopper, før de har slået et af vores børn ihjel, og det vil jeg ikke lægge børn til, som hun udtrykte det. /ritzau/