Eks-borgmester i Glostrup skal i fængsel

Den tidligere socialdemokratiske borgmester i Glostrup skal 30 dage i fængsel for brud på persondataloven.

Eks-borgmester i Glostrup skal i fængsel

Den tidligere borgmester i Glostrup Søren Enemark (S) skal 30 dage i fængsel for at grave oplysninger frem om politisk modstander.

Det afgjorde Østre Landsret mandag og stadfæstede dermed den straf, som eks-borgmesteren fik i byretten.

Søren Enemark er blevet dømt for at bede sin sekretær om at grave oplysninger fra cpr-registret frem om en politisk modstander fra SF.

Han er desuden dømt for i et vist omfang at videregive oplysningerne, oplyser hans advokat Casper Diemer Andreasen til Ritzau.

Det var Glostrup kommune, der anmeldte den tidligere borgmester til politiet for brud på persondataloven.

Episoden fandt sted efter kommunalvalget i 2009.

SF'eren havde før valget lovet at støtte Søren Enemarks genvalg som borgmester, men hun skiftede kulør og pegede i stedet på venstremanden John Engelhardt.

Det kostede Enemark borgmesterposten, som han havde haft siden 2000. Og det fik hans verden til at ramle sammen, forklarede han, da sagen blev behandlet i byretten.

For SF'eren Charlotte Brangstrup betød den ulovlige snagen, at der lækkede informationer om hendes adresser og andre private forhold. Der opstod en overgang rygter om socialt bedrageri, og kommunalpolitikeren blev flere gange truet.

I byretten blev Søren Enemark dømt for at have foranlediget, at der blev gravet oplysninger frem fra cpr-registret. Men han blev frifundet for at videregive oplysningerne.

Han ankede byretsdommen til landsretten for at blive frifundet, men landsretten var enig med byretten om de 30 dages fængsel og fandt desuden eks-borgmesteren skyldig i at videregive visse oplysninger.

Det er en hård dom, mener hans advokat.

- Nu har landsretten sagt det samme som byretten, og det må vi jo tage til efterretning. Men jeg synes, det er en hård dom, siger Casper Andreasen.

- Når der går næsten tre år, fra en handling bliver begået, til der falder endelig dom, burde en betinget straf være nok, hvis han blev fundet skyldig, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.