Danmark

Eks-chef: Eurovision skal styres efter klar vision

Økonomien bliver den store udfordring for DR, mener manden, der stod i spidsen for showet i 2001.

Eks-chef: Eurovision skal styres efter klar vision

Det vil være en stor fordel for Danmarks Radio at formulere nogle klare mål, når man giver sig i kast med at arrangere Melodi Grand Prix i 2014.

Sådan lyder rådet fra Jørgen Ramskov, der var chef i 2001, da DR sidst havde værtsskabet.

I disse dage er han i Cannes, og også her har danske politikere og andre jublet over Emmelie de Forests sejr i Malmø, kan han rapportere.

- Dengang havde vi tre grundideer, vi styrede efter: Det måtte ikke koste licenskroner. Det skulle bruges til at markedsføre Danmark over for EU og hele verden. Og DR skulle markedsføres som en moderne og meget kompetent tv-organisation, fortæller Jørgen Ramskov.

Målsætningen er helt afgørende i forhold til budget, lokalitet og en række andre spørgsmål, påpeger han.

- Det er meget vigtigt at have en grundfortælling. Hvad er det, vi vil? Den kan man styre efter, hver gang man kommer til en korsvej, siger Jørgen Ramskov. Dengang i 2001 var han programchef og projektchef, og i dag er han administrerende direktør i Radio24syv.

I forhold til 2001 er den største udfordring økonomien, vurderer han.

- Sverige gjorde det meget fornuftigt og trak det lidt ned i omfang. Det har kostet cirka 125 millioner, så det er til at bære. Det er jo ikke rimeligt, at et lørdagsshow skal tømme kassen i en public service organisation, mener Jørgen Ramskov.

Umiddelbart tror han, at det bliver muligt at skaffe sponsorer til begivenheden.

Men hvor skal den udspille sig? Jo, Jørgen Ramskov husker udmærket interessen for netop dette emne fra dengang.

- Allerede om natten blev jeg ringet op af Peter Brixtofte, der mente, at det skulle være Farum. Og jeg tror, at det var dagen efter, at Helge Sander ringede til mig om Herning. Der var også bud fra Aarhus og Aalborg, fortæller han.

Hvad han mener om arrangementets placering i 2014, er ikke til at få svar på.

- Det holder jeg helt for mig selv, siger Jørgen Ramskov.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.