Retspleje

Eks-folketings-politiker kræves afskåret fra samvær med børn

KØBENHAVN:Tidligere folketingsmedlem Flemming Oppfeldt (V) skal ikke have lov til at opholde sig sammen med børn under 18 år. Det kræver anklagemyndigheden i den kommende straffesag, hvor Oppfeldt bl.a. er tiltalt for sex med to drenge under 15. Oppfeldt har erkendt seksuelt samvær med en 13-årig dreng, men fastholder, at han troede, at drengen var over 15. Samværet fandt sted i Oppfeldts bolig i Farum sidste år, efter at han havde truffet drengen på internettet og hentet ham på Sundbyvester Plads på Amager. I et andet tilfælde anklages Oppfeldt for sex med en 14-årig dreng tilbage i 1998. Dertil kommer ifølge anklageskriftet, at han fra 2001 og frem til sidste år i adskillige tilfælde forsøgte at forføre drenge under 15. Han traf dem på nettet under navne som "14 uerfaren", "14årjomfru" og "ung dreng", men de afstod fra at møde ham. Endelig indeholder anklageskriftet en række punkter om, at Oppfeldt "under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed" forførte eller forsøgte at forføre en række drenge under 18 år. I et enkelt tilfælde skete forholdet mod betaling, mener anklagemyndigheden. Flemming Oppfeldt trak sig fra Folketinget, da anklagerne mod ham kom frem sidste år. Sagen er endnu ikke berammet ved Københavns Byret. Ifølge Oppfeldts forsvarer skyder anklagemyndigheden langt over målet i stedet for at koncentrere sig om forholdet mellem hans klient og den 13-årige. Senest blev en 50-årig sportsleder torsdag ved retten i Hørsholm idømt to års fængsel for i flere tilfælde at have forgrebet sig på drenge i en nordsjællandsk idrætsklub. Samtidig blev manden fradømt retten til at have med børn at gøre, ligesom han fremover ikke må opholde sig i hjem, hvor der er børn til stede. Han ankede dommen på stedet. /ritzau/