Retspleje

Eks-mand sigtes nu for to brande

39-årig varetægtsfængslet bag lukkede døre

KLARUP:En kvinde og hendes seks børn blev evakueret, da der søndag aften udbrød brand på en landejendom ved Klarup. I går valgte Retten i Aalborg at varetægtsfængsle kvindens 39-årige mand, som menes at have stukket ild til ejendommen. Umiddelbart efter branden blev manden anholdt og mistænkt, men da han mandag første gang blev stillet for retten, mente dommeren ikke, at politiets efterforskningsmateriale var tilstrækkeligt til en varetægtsfængsling. Anholdelsen blev dog forlænget i tre døgn. Og tilsyneladende er der kommet mere kød på sagen i de seneste dage, for bag lukkede døre valgte byretten i går at følge politiets krav om varetægtsfængsling, da den 39-årige atter skulle stilles for en dommer. Manden nægter sig skyldig, men politiet mener, at han har et oplagt motiv. Parret har fem børn sammen og ligger i separationsforhandlinger. Søndag var manden mødt op på ejendommen på Sønderkæret for at overnatte der, men han blev afvist af konen. Kort efter udbrød branden, der især hærgede ejendommens udlænge/garage. Halm strøet ud Inden dørene i går lukkede til retsmødet, kom det frem, at politiet nu også sigter den 39-årige for at være ophavsmand til en påsat brand på en landejendom ved Ferslev, hvor spær, lægter og halmloft blev delvis ødelagt af flammer. Ilden var opstået på loftet, hvor en mindre del halm var strøet ud, og ilden nåede at lave skade på noget af taget. Det lykkedes dog ved en hurtig indsats at slå ilden ned. Det er uvist, hvorfor politiet mistænker manden for at stå bag denne brand. Ifølge NORDJYSKE Mediers oplysninger kender den 39-årige indehaveren af landejendommen på Skovdalsvej og har gjort det i mange år. Politiets krav om lukkede døre under efterforskningen hviler på, at man endnu mangler at afhøre en række personer, og det krav valgte retten at følge.