Danmark

Eks-officer: Giv mishandlede irakere oprejsning

Tidligere officer Anders Kærgaard opfordrer staten og forsvarskommandoen til at samarbejde med irakere.

Eks-officer: Giv mishandlede irakere oprejsning

Danmarks håndtering af den såkaldte Iraksag, hvor 23 irakere har stævnet den danske stat, har hidtil været pinlig.

Det mener tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard.

I oktober offentliggjorde han videooptagelser, der viser, hvordan danske soldater ser til, mens irakiske sikkerhedsstyrker slår og sparker civile irakere under operation Green Desert i det sydlige Irak i november 2004.

- Jeg synes, det er på tide, at staten gør noget andet i denne her sag, end den hidtil har gjort. Det, der er sket ind til videre, det er simpelthen for usselt, siger den tidligere officer.

Fredag anlagde 12 irakere, som angiveligt ses i videoen, sag an mod Forsvarsministeriet, da de mener, at de danske styrker i Irak havde et medansvar for den tortur, de efterfølgende blev udsat for i irakiske fængsler.

Nu håber Anders Kærgaard, at sagen får lov til at køre uden hindringer:

- Det er vigtigt, at alle de mennesker, der var udsat for overgreb i forbindelse med den operation, som den danske bataljon havde ansvaret for, får den hjælp og anerkendelse, som de har brug for.

- Denne sag handler om, at vi som stat skal påtage os det ansvar, som helt åbenlyst er vores, siger Anders Kærgaard.

Den tidligere efterretningsofficer opfordrer både forsvarschefen og forsvarsministeren til at fremme sagen i stedet for at modarbejde den.

- Hele det cirkus, som forsvarskommandoen hidtil har disket op med, hvor man har forsøgt at undgå, at sagen kom for retten ved blandt andet at påstå, den var forældet og alt muligt andet, det er ikke kun trist - det er direkte skamfuldt, siger han.

Anders Kærgaard er personligt ikke i tvivl om, at irakerne vil vinde sagen, hvis domstolene får mulighed for at afgøre den.

- Alle vidste, at hvis man udleverede sunnier til shiaer eller omvendt på det tidspunkt, så kunne det få meget alvorlige konsekvenser i form af sekterisk vold og tortur. Det vidste vi også i den danske bataljon, da operation Green Desert foregik.

- Så der er ingen tvivl om, at danskerne var medansvarlige for den mishandling, de 23 blev udsat for.

- Derimod kan man være i tvivl om, hvorvidt forsvarsministerens intentioner står mål med de demokratiske værdier og de retsstatsprincipper, som vi bygger på, når vi sender soldater til udlandet, siger Anders Kærgaard.

Han er blandt andet fortørnet over, at de første 11 irakere, der anlagde sag, endnu ikke har fået fri proces, og at staten har krævet, at irakerne stiller med en økonomisk sikkerhed.

Det har fredag ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.