Eks-præsident overgiver sig til Haag

Fodbold 17. januar 2003 01:00

BEOGRAD: Serbiens tidligere præsident Milan Milutinovic vil overgive sig til FN's krigsforbryderdomstol i Haag, oplyser den serbiske premierminister, Zoran Djindjic. Milutinovic, der er anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under Kosovo-konflikten i 1998-1999, vil snarest overgive sig til domstolen. - Milutinovic tager til Haag af egen fri vilje, og han vil snart indfinde sig dér, siger Djindjic. Milutinovic afgik som Serbiens præsident i slutningen af december. Hidtil er han sluppet for udlevering til Haag med henvisning til hans parlamentariske immunitet. Milutinovic var sammen med Jugoslaviens tidligere leder, Slobodan Milosevic, blandt den håndfuld af ledere, der af domstolen i Haag blev gjort til hovedansvarlige for mordet på tusinder af etniske albanere og fordrivelsen af flere hundrede tusinde mennesker i Kosovo. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...