Eks-tolder ikke overrasket over, at smuglere var bevæbnede

Småhavne i Nordjylland bliver ofte benyttet af smuglere

Egon Nielsen - nordjyske havne ofte brugt til smugleri. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen <i>Foto Kim Dahl Hansen</i>

Egon Nielsen - nordjyske havne ofte brugt til smugleri. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto Kim Dahl Hansen

AALBÆK:- Jeg har sgu aldrig været bange for at tage på arbejde. Jeg troede slet ikke, det kunne komme til skyderi med smuglere, siger Egon Nielsen, tidligere toldkonsulent i Frederikshavn og forfatter til bogen ”Smuglerne - til Polen og retur”.

Alligevel kommer episoden i Aalbæk ikke bag på ham.

Han har nemlig interviewet mange smuglere under arbejdet med sin bog.

- Mange af dem fortalte mig, at de bar pistol, når de hentede smuglergods. Det vidste vi (tolderne, red.) bare ikke noget om dengang. Skydevåbnene var da heller ikke beregnet til konfrontationer med myndighederne, men udelukkende til ”intern” brug i forbindelse med overlevering af varer. Det er i hvert fald, hvad smuglerne fortæller i dag, fortsætter han.

Han fortæller, at det gennem mange år har været helt normalt at smuglere benytter små nordjyske havne til udsmugling af narkotika,

To af de sidste aktioner, han deltog i, før han gik på pension i 2002, foregik på havnen i Sæby og i Rønnerhavnen ved Frederikshavn, hvor der blev beslaglagt henholdsvis 100 kg hash på et norsk fartøj og 36 kilo hash på en chartret båd. I begge tilfælde var nordmænd involveret i smuglerierne.

- Danmark har nogle af de mest åbne grænser i Europa. Derfor benytter smuglerne Danmark som transitland, når hash og anden narkotika skal til Norge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.