Håndbold

Eksamenstid for nordmand

Trond Førde Eriksen kæmper for ny aftale med HSH

AALBORG:Han skumlede i rollen som bænkevarmer i det første kvarter i søndags ude mod Fredericia HK, der vandt 28-26. Aalborg HSH's norske højre back, Trond Førde Eriksen, har da også en masse at skulle bevise i den resterende del af sæsonen i mændenes HåndboldLiga. - Jeg trives i Aalborg og vil gerne forlænge kontrakten med Aalborg HSH, men vi må se, om vi kan blive enige om en ny af slagsen, siger den tidligere norske landsholdsspiller, der først nu er ved at være oppe i rette gear efter en drilsk skulderskade. I aften gælder det rækkens prügelknabe, Viborg HK, i Aalborg Stadionhal, og hjemmeholdet mønstrer samme trup som i søndags supplereret med den skudstærke venstre back, Mads Kiib, der ventes at være sin ankelskade kvit. Trond Førde Eriksen er i gang med sin tredje sæson i Aalborg HSH. - Vi ved, hvad Trond står for, når han er helt klar. Det skal han bevise, han er, siger Jan Larsen, sportschef i Aalborg HSH. Nordmanden er én af fem spillere i den nuværende trup, der endnu ikke er lavet aftale med for sæson 2003/2004. - Jeg siger ikke bare sådan ja til en dårligere kontrakt end den, jeg har nu, forklarer Trond Førde Eriksen, der fortsat mangler en del i at have fordums skudstyrke fra distancen. Gensyn med træner Hos gæsterne, der blot tabte 22-27 til topholdet Kolding IF hjemme i søndags, bliver det til et gensyn med Aalborg HSH's tidligere cheftræner, Ryan Zinglersen, der er højre hånd for Jørgen Gluver sæsonen ud. I næste sæson står Ryan Zinglersen som bekendt i spidsen for Viborg HK's flagskib hos kvinderne. - Jeg havde gerne set, at Aalborg HSH havde vundet i Fredericia i søndags. Nu er de under pres, men vi er - på papiret - ingen skræmmende modstander med blot ét point på kontoen, siger Ryan Zinglersen, der med sit indgående kendskab til HSH-spillerne må formodes at være leveringsdygtig i taktiske fif til Gluver. Viborg er seks point efter fynske Otterup i bunden af rækken, så der er ikke så meget at diskutere, hvis viborgenserne skal undgå den direkte nedrykning.