EMNER

Eksil-irakere får statsborgerskab tilbage

} BAGDAD: Iraks midlertidige Regeringsråd har vedtaget en ny lov, der giver det irakiske statsborgerskab tilbage til de irakere, der fik det frataget under Saddam Hussein-regimet. Med vedtagelsen genindfører Irak retten til dobbelt statsborgerskab, sagde den nuværende rådsformand, Ahmad Chalabi, i går. Tusindvis af irakere, som under Saddam-styret fik statsborgerskab i andre lande, bl.a. Danmark, kunne ikke vende tilbage til Irak af frygt for, at de ville miste deres irakiske statsborgerskab. Det gamle regime vedtog i 1980 en lov, der betød, at man automatisk mistede sit irakiske statsborgerskab, hvis man forlod Irak og fik statsborgerskab i et andet land. /ritzau/AFP