Ekskæreste bankede kvinde
Tildelte hende slag og spark og kastede hende ned i en kælderskakt
Opdateret kl. 16:46
AALBORG: En 39-årig mand fra Thisted blev i retten i Aalborg kendt skyldig i husfredskrænkelse og flere voldelige udfald mod sin ekskæreste.
Manden havde på ekskærestens hjemmeadresse opsøgt hende i november sidste år, hvor han overfaldt hende, skubbede hende ned i en kælderskakt og tildelte hende knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen.
Ekskæresteopgør
Dagen efter foregik volden på åben gade, hvor manden opsøgte ekskæresten og rev i hendes tøj, hvilket medførte, at hun faldt til jorden. Kvinden løb i sikkerhed i sin lejlighed, men den 39-årige fulgte efter og brød døren ind, hvorved han gjorde sig skyldig i husfredskrænkelse.
Det kom i retten frem, at der var tale om et ekskæresteopgør. Kvinden fortalte, at hun i efteråret sidste år havde slået op med den 39-årige, hvilket førte til de voldelige overfald. Den 39-årige nægtede imidlertid, at de nogensinde skulle have været kærester.
Vold mod politimænd
Efter at den 39-årige var trængt ind i ekskærestens lejlighed, blev han anholdt af politiet. I detentionsgangen overfaldt manden to politiassistenter og udsatte dem for vold og trusler, og den ene betjent fik et spark i maven. Den 39-årige modtog en samlet dom på fire måneders fængsel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.