Ekskæreste fængslet for knivstik i Aalborg

32-årig mand er ikke længere i livsfare, efter at ekskæreste stak ham med kniv. Kvinden nægter drabsforsøg.

Ekskæreste fængslet for knivstik i Aalborg

En 20-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet, efter at hun torsdag aften overfaldt en 32-årig ekskæreste på en adresse på Hadsundvej i Aalborg.

Manden blev stukket to gange i siden af maven med en kniv. Han var i livsfare, da han blev indlagt på Aalborg Sygehus.

Fredag var mandens tilstand stabiliseret så meget, at han kunne erklæres uden for livsfare.

Knivstikkeriet fandt sted kort før klokken 23.

Kvinden, der kender manden fra et tidligere forhold, blev kort efter overfaldet anholdt i en nærliggende lejlighed. Også kniven, som hun benyttede, er fundet.

Politiet sigter kvinden for drabsforsøg.

Da hun fredag var i grundlovsforhør, indrømmede hun, inden dørene blev lukket, at hun havde stukket med kniv, men hun sagde også, at det ikke var for at dræbe.

- Hun nægtede sig skyldig, men erkendte omstændighederne, siger vicepolitikommissær Ole Jensen, Nordjyllands Politi.

Politiet havde krævet dørene lukket af hensyn til efterforskningen.

- Nu skal vi have fred og ro til at efterforske spor i sagen, siger Ole jensen.

Kvinden er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger.

Både offer og gerningsmand er i forvejen kendt af politiet.

/ritzau/