Eksklusiv Baby

Mercedes er klar med en ny A-klasse. Den er vokset med 23 centimeter og kvaliteten har fået et løft

Mercedes A-klasse kom, så og væltede… ved introduktionen i efteråret 1997, hvor den svenske motorjournalist Robert Collin rullede rundt med den nye Baby-Mercedes. Det kostede fabrikken flere milliarder kroner at redde æren, hvor de mange D-mark gik til en strammere undervogn og ESP-udskridningskontrol som standard. De eneste som fik noget ud af den sag var kunderne, som fik det elektroniske gangstativ uden merpris og Robert Collin, som siden hen fik et velbetalt job på tabloidavisen Aftonbladet. På trods af, at der for et par år siden gik rygter om, at tyskerne ville aflive A-klassen, så er Mercedes klar med anden generation af A-klassen. En bil, som på trods af mange lighedspunkter med den uheldige lillebror, alligevel udmærker sig på mange områder. Først og fremmest er det ikke længere en lilleput-bil. Babyen er nu vokset godt 23 centimeter i længden og 4,5 centimeter i bredden. Det kommer alle personer i kabinen til gode. Men også agterude, hvor der nu er plads til et barnevognsstel med sæderne placeret i normalposition. Og som noget nyt er der fremover frit valg mellem 5-dørs-udgaven, som kommer på markedet i begyndelsen af efteråret, og en mere sportslig 3-dørs-udgave, som følger sidst på året. I cockpittet vil Mercedes-fans glæde sig over et mere eksklusivt interiør, som nu ligner de større modeller til forveksling. Undervognen er optimeret med ny bagaksel og støddæmperne skulle angiveligt kunne tilpasse sig efter vejens tilstand. Helt uden brug af elektronik. Som noget leveres den nye model med seks airbags. I stedet for de hidtidige sideairbags anbragt i dørene, har A-klassen fået kombinerede side- og hovedairbags indbygget i sæderne, hvilket skulle give lidt bedre albuerum i kabinen. Og i trafikken vil man sætte pris på, at A-stolpen er blevet 25 procent smallere til gavn for udsynet fra førerpladsen. Motorprogrammet tæller indtil videre seks forskellige muligheder, fra den mindste benzinmotor med 95 hk til en dieselmotor på 140 hk. Priser og introduktionstidspunkt på det danske marked foreligger endnu ikke. Men i dag koster den billigste A-klasse 316.000 kroner.