Eksklusiv hårtørrer

Bentley har skrællet taget af Continental GT og så skifter luksusbilen navn til GTC

Den mest noble form for åben kørsel kan ske i Bentley Continental GTC, der åbner op til himlens fugle på 25 sekunder.

Den mest noble form for åben kørsel kan ske i Bentley Continental GTC, der åbner op til himlens fugle på 25 sekunder.

Dynekongen Lars Larsen nyder sin Bentley Continental GT med et forspand af 560 hestekræfter, de tykke læder sæder og sublime komfort, der præger den engelske luksuscoupé. Men han har også betalt 3,7 millioner kroner for fornøjelsen. Alligevel kan det tænkes, at han i disse dage ærgrer sig en kende. Bentley viser nemlig de første billeder af den færdige Continental GTC, hvor det sidste bogstav betyder, at bilen har elektrisk kaleche, der på 25 sekunder giver kig til himlen. I tråd med Bentleys traditioner har bilen fået et tykt stoftag og opvarmet glasbagrude. Når man kører åbent, folder det sig effektivt sammen, så der er plads nok til passagerer og bagage. Tilmed deler den alle tekniske specifikationer med GT-modellen. Det vil sige en topfart på 304 km/t, avanceret firhjulstræk, en seksliters biturbo V12 motor, luftfjedre og et stift karrosseri. Og som de lukkede udgaver har Continental GTC også et luksuriøst, håndsyet interiør baseret på de mest noble råvarer af skind og uld. Bilen kommer på markedet i slutningen af næste år.