Eksklusiv tilbagekaldelse

En Mercedes McLaren SLR koster næsten 10 millioner kroner på danske plader. Derfor er det også lidt surt, at den tilsyneladende ikke kan køre uden at blive alt for varm.

En Mercedes McLaren SLR koster næsten 10 millioner kroner på danske plader. Derfor er det også lidt surt, at den tilsyneladende ikke kan køre uden at blive alt for varm.

Det er ikke kun hos de helt almindelige husmandsmærker, at ejerne en gang imellem oplever, at deres bil, selv om den er ganske ny, skal en tur forbi et værksted. Det rammer skam også ejere af så dyre biler, at vi andre køber liebhaverhuse i den prisklasse. Alle de lidt over 1000 Mercedes-Benz SLR McLaren-biler må nemlig en tur forbi deres værksted. Problemet, der kræver et værkstedsbesøg, er, at bilen udvikler lidt for megen varme og ikke kan komme af med den igen. Kører man en tur og går lidt frisk til den, dukker et varslingslys op, der anbefaler, at man stopper bilen. Og det er jo ærlig talt en smule surt, når man har givet næsten 10 millioner kroner for bilen. Vælger man at ignorere advarslen, risikerer man, at det hele går i sort, eller i værste fald, at det begynder at brænde i motorrummet. McLaren, som oprindelig havde planlagt at fremstille 3500 eksemplarer af den heftige bil, er ikke kommet længere end godt 1000.