Eksminister: Oberst Hackel-typer i forsvaret

Nick Hækkerup retter verbal bredside mod ”besværlige officerer”

Arrogante oberst Hackel (th.) fra tv-serien Matador. Den slags typer findes stadig i forsvaret, mener eksminister. Foto: DR
Danmark 29. september 2013 09:45

DANMARK: Danmarks forsvar lider under illoyale og stivnakkede topofficerer, som har deres helt egen agenda og forsøger at modarbejde politikerne.

Så skarp er kritikken fra den tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i et interview med Berlingske.

- Der er nogle oberst Hackel-typer, som kører deres egne politiske dagsordener. De er meget besværlige, meget snæversynede og er efter min bedste overbevisning bestemt ikke nogen gevinst for det danske forsvar.

- Det tror jeg godt, at jeg kan sige nu. Det kunne jeg aldrig, da jeg sad på posten, siger Nick Hækkerup til Berlingske.

Milliard-nedskæringer

Socialdemokraten var forsvarsminister i knap to år, og her tog han flere kampe med forsvaret - blandt andet skulle han slanke budgettet med tre milliarder kroner og iværksætte sammenlægningen af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet.

Nick Hækkerup anklager flere i forsvarets top for at underløbe processen og sætte ministeren i et dårligt lys, skriver Berlingske.

Han ønsker dog ikke at sætte navne på sin kritik.

Venstre: Uhørt angreb

Mens Enhedslisten roser Nick Hækkerup for sin konkrete lussing mod toppen af forsvarets hierarki, så kalder Venstres forsvarsordfører kritikken for et ”uhørt angreb”:

- Nick Hækkerups mål som forsvarsminister var at lægge sig ud med alt og alle. Så jeg ser det som afslutningen på en - heldigvis - kort karriere i Forsvarsministeriet, hvor han gjorde mere skade, end han gjort gavn, siger Troels Lund Poulsen til avisen.

Officerernes fagforening - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark - erkender, at der kan være enkelte i forsvaret, der minder om den stivnakkede oberst fra ”Matador”, men der er ikke tale om et generelt billede, mener formanden ifølge Berlingske.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...