Ekspedition rundt om Nørager by

Interesserede familier inviteres på guidet søndagstur til lokale naturperler

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lige over for hun­de­sko­ven i Sortebakkeskoven lig­ger et ud­sigts­tårn med til­hø­ren­de grill­plads og sid­de­plad­ser samt uden­for to sto­re træ­slan­ger tæt på den nær­lig­gen­de ro­man­tis­ke lille sø i bag­grun­den. AR­KIV­FO­TO: GRE­TE DAHL

NØRAGER:I morgen lige efter søndagsmiddagen inviteres bedsteforældre i selskab med deres børnebørn og børnefamilier på en gratis vandreekspedition rundt til lokale naturperler tæt på Nørager by. Bag tilbuddet står projektleder Karin Winther, Rørbækcentret, der vil være guide på den to timer lange vandretur. - Der er slet ingen krav om forhåndstilmelding til turen, interesserede skal blot møde frem klokken 13 hos Sund By i Kig Ind i Nørager, der er udgangspunkt for turen, fortæller Karin Winther. Hun har siden søndag 25. juni hver eneste dag stået som arrangør af tilsvarende natur- og kulturekspeditioner for hele familien flere steder rundt i Vesthimmerland og Han Herred. Morgendagens guidede naturekspediton i Nørager indledes fra Sund By i Kig Ind, hvorfra deltagerne lige efter det gamle banehus går til højre ad stien forbi Stationsdammen videre ad stien tværs over Solhøjvej ad skovalléen frem til Nøragergård. Herfra forbi Sortebakkeskolen til Sortebakken og hundeskoven samt naturlegepladsen. Hjemturen går via grusvejen ned forbi Thorsdalsmølle og bækken. Her drejes til højre ad Thorsdals Møllevej op til Solhøjvej, hvorfra der returneres til Kig Ind og Sund By via stien forbi Stationsdammen. Del af udviklingsprojekt Naturekspeditionerne i sommerferien for hele familien er en del af et stort udviklingsprojekt i de syv kommuner i Vesthimmerland og Han Herred i Leader+ samarbejdet i Nordjylland-Vest: Nørager, Aars, Farsø, Nibe, Løgstør, Fjerritslev og Brovst. Samarbejdet har administrativ base på Rørbækcentret, hvor Karin Winther er projektleder. - Jeg har fået inspirationen til naturekspeditionerne som tidligere spejder. Formålet er at styrke lokalbefolkningens kendskab og interesse for natur og landskab, historie og kulturmiljø for ad den vej at opbygge en stærk lokal identitet blandt borgerne, påpeger Karin Winther. Leje af turrygsæk I forbindelse med de tilrettelagte vandreture rundt i Vesthimmerland og Han Herred har interesserede mulighed for at leje en naturekspeditionsrygsæk, blandt andet hos Sund By i Nørager formedels 50 kroner om dagen eller 300 kroner om ugen. Rygsækken indeholder fast basismateriale i form af dåselup, insektsuger, magneter, kikkert, dolk, spejl og andre relevante effekter for en vellykket og oplevelsesrig vandretur i naturen. - I princippet behøver interesserede slet ikke at deltage i søndagsturen med mig som guide, i stedet kan de selv gå turen med hjælp af det udleverede basismateriale inklusiv turbeskrivelse på andre tidspunkter i løbet af sommerferien, understreger Karin Winther. Naturinteresserede kan læse mere om udviklingsprojektet og detaljerede oplysninger om de andre naturekspeditioner rundt i Vesthimmerland og Han Herred i løbet af sommerferien på hjemmesiden: www.nordjylland-vest.dk.