Motionsidræt

Eksperiment: Fitnesstræner tog 34 kg på

Helt frivilligt tog en superslank fitnesstræner 34 kilo på i løbet af et halvt år. Nu vil han tabe det hele igen. Følg amerikanerens kamp på Facebook

Foto: Fit2fat2fit.com

Foto: Fit2fat2fit.com

Drew Manning fra Utha i USA havde for et halvt år siden et såkaldt vaskebræt, når han kiggede på sig selv i spejlet. Det er nu erstattet af ølvom og mandebryster. Hvordan kunne det gå så galt, kunne man spørge sig selv? Han har såmænd gjort det helt frivilligt, forklarer Drew Manning, der til daglig er personlig fitnesstræner. - Jeg har hørt en masse mennesker fortælle mig, at jeg ikke ved, hvordan det er at være fed og afhængig af fede og søde fødevarer, siger han. - Og sandheden er, at det ved jeg faktisk ikke. Jeg har altid været i form og dyrket sport, mens jeg voksede op, siger Drew Manning, hvis overordnede mål med eksperimentet er at inspirere folk til at tabe sig. Vil tabe det hele igen Derfor besluttede Drew Manning sig for at droppe al motion og begynde at fylde sig med fast food, pandekager og doughnuts i massevis. Og resultatet ses tydeligt et halvt år senere, hvor han har taget i alt 34,4 kilo på. Men eksperimentet stopper ikke her, fordi lørdag begynder hans kamp for at tabe det hele igen ved hjælp af kostplaner og motion. Hele projektet, som går under navnet "Fit2fat2fit", har i mellemtiden fået masser af medieopmærksomhed, og tusindvis af personer verden over følger ham nu i hans slankeprojekt, fordi de er blevet inspireret af hans meget ærlige og ligefrem tilgang til vægttab. I skrivende stund følger mere end 22.000 mennesker hans slankefærd på Facebook, Youtube og hans hjemmeside fit2fat2fit.com