Udland

Ekspert: Bankaftale styrker tro på euroen

Aftalen om at banker kan få direkte lån af EU-redningsfond, styrker tro på euroens overlevelse, siger ekspert.

Ekspert: Bankaftale styrker tro på euroen

Det er et kæmpeskridt fremad, at landene i eurozonen er blevet enige om, at EU's redningsfond ESM kan give direkte lån til nødstedte banker. Det fastslår EU-professor Marlene Wind fra Københavns Universitet.

- Det er med til at få renterne ned i de sydeuropæiske lande og genskabe tilliden til hele eurozonen. Mit umiddelbare indtryk er, at det her det kommer til at gøre en forskel. Også for tilliden til valutaen i markederne, siger hun.

- Det styrker troen på, at valutaen overlever, fordi landene rent faktisk har handlet. De europæiske ledere har holdt adskillige krisemøder, og nu ser det ud til, at der er kommet noget mere konkret ud af det, siger Marlene Wind.

Italien og Spanien har især kæmpet for aftalen, mens tyskerne har været skeptiske, fordi kansler Angela Merkel har ønsket, at der først skulle en fælles finansunion og finansminister til. Men det krav er nu droppet - til gavn for alle, mener Marlene Wind.

- Tyskerne har en meget grundlæggende interesse i, at euroen ikke falder fra hinanden. Det ville være katastrofalt også for tysk økonomi, og det har de andre lande også vidst, at også tysk økonomi er fundamentalt afhængig af, at valutaen overlever, siger hun.

Marlene Wind mener dog ikke, at aftalen er et nederlag for Angela Merkel, fordi den tyske kansler har fået et klart tilsagn om, at udviklingen går i den rigtige retning.

- Der kommer blandt andet et banktilsyn, der vil kunne gå ind og lukke banker, der ikke opfører sig ordentlig. Det går dermed den vej, hun gerne vil, med mere overnational kompetence, siger Marlene Wind.

EU-landene har også indgået en vækstpagt, som er væsentlig. Men bankaftalen er den klart vigtigste - også for Danmark, selvom vi ikke er en del af euroen.

- Vi er fundamentalt afhængige af, om det her lykkedes eller ej. Danske virksomheder sælger næsten 80 procent til eurozonen. Går det dårligt der, mister vi også job. Så det er ligeså afgørende for os, som det er for eurozonens lande, siger Marlene Wind.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.