Danmark

Ekspert: Dansk indsats i Helmand er ikke vellykket

Antal af angreb fra Taliban og andre afghanske oprørsgrupper er i det seneste halve år steget, viser rapport.

Ekspert: Dansk indsats i Helmand er ikke vellykket

Den danske militære indsats gennem fem år i Helmand i Afghanistan har ikke været vellykket, mener forsvarsekspert Mikkel Vedby Rasmussen, som er professor ved Københavns Universitet. Det skriver Politiken.

Hans vurdering kommer på baggrund af en ny rapport fra det amerikanske forsvar.

Ifølge rapporten er antallet af angreb fra Taliban og andre afghanske oprørsgrupper i det seneste halve år steget, målt i forhold til samme periode sidste år. Det er sket trods USA's og Natos storstilede modoffensiv, der startede i 2010.

Alene i juni angreb Taliban med håndvåben, morterer eller vejsidebomber knap 3500 gange.

Det er en svag stigning i forhold til juni 2011, og den værste juni under krigen - bortset fra juni 2010 - da Natos modoffensiv startede.

Rapporten viser også, at distriktet Gereshk i Helmandprovinsen, hvor Danmark stod i spidsen for Natos indsats fra 2007 til 2011, nu har udviklet sig til at være det sted i hele Afghanistan, hvor Taliban er mest aggressiv.

- Jeg synes, at de her tal viser, at den danske militære indsats ved Gereshk ikke er lykkedes særlig godt, siger professor Mikkel Vedby Rasmussen til Politiken.

Den amerikanske rapport viser, at antallet af Talibanangreb i nogle dele af det gamle danske ansvarsområde er steget med op til 30 angreb per kvadratkilometer.

Stigningen er dog især sket i de områder af distriktet, som danskerne har trukket sig tilbage fra i de seneste år, mens situationen ikke er forværret inde i selve Gereshk by.

I dag er det kun selve byen og en radius af fem kilometer omkring den, som er fokus for Nato og de afghanske sikkerhedsstyrker i området.

- Men netop de områder, hvor vi i årenes løb har talt om succes for Danmark, er skrumpet kraftigt ind, siger Mikkel Vedby Rasmussen til avisen.

Den udlægning af den seneste udvikling er institutleder Ole Kværnø fra Forsvarsakademiet ikke enig i.

- Det kan lige så vel være et udtryk for, at området er vigtigt for Taliban, og at de er så hårdt presset netop der, at de er nødt til at forstærke deres indsats, siger han til Politiken.

Politikerne diskuterer netop nu den fremtidige indsats i Afghanistan. Det skal munde ud i en Helmandplan for 2013 og 2014.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.