EMNER

Ekspert: - De Radikale spiller højt spil

KØBENHAVN:Marianne Jelved vil gerne tilbage til de gode gamle 70’ere, hvor De Radikale kunne skalte og valte med indflydelsen. Men det bliver yderst svært, for det er en helt anden situation i dag. Det vurderer lektor i statskundskab, Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet. - Der er flere områder, som i dag er vigtige områder, hvor De Radikale ikke længere er et midterparti men et fløjparti. Det gælder ikke mindst flygtninge, EU og skattepolitik, hvor de adskiller sig væsentligt fra flertallet, siger han. Her står De Radikale altså ikke længere som det balancerende punkt i midten. Og derfor kan de heller ikke præsentere en bredt samlende statsministerkandidat. Derudover er der en helt anden stabilitet i det politiske billede i dag, som ikke eksisterede i 70’erne ovenpå jordskredsvalget. - Valget i 2005 var det mest stabile valg, vi har set efter jordskredsvalget. Vælgerne blev stort set, hvor de var, siger Kasper Møller Hansen, som derfor vurderer, at der er lang vej, hvis De Radikale ønsker at ændre markant på vælgerbilledet. Berlingske Tidendes politiske kommentator, Thomas Larsen, kalder det højt spil fra De Radikales side. - Det er en meget dristig - og nogle vil sige dumdristig - strategi, fordi politik som regel går via mere mudrede forlig. Thomas Larsen spår, at De Radikale vil komme under et voldsomt pres, både internt og af de andre partier for at komme med svar på, hvem de støtter. - Den store risiko er, at vælgeren ikke får et klart billede af, hvad man får, hvis man stemmer på De Radikale, fordi de står så fundamentalt anderledes end de store partier, siger Thomas Larsen, som mener, at det skal gå ualmindeligt godt for De Radikale, hvis strategien skal lykkes.