Ekspert: Denne dækfejl begår mange på bilferien

Mange af os kører med forkert dæktryk, og det går både ud over bilens brændstoføkonomi og sikkerhed - særligt når man kører langt

De færreste cykler rundt på en cykel med halvflade hjul. Men når det gælder bilen, glemmer mange at tjekke dæktrykket, vurderer ekspert. Jakob Boserup/ritzau/scanpix/arkiv/Ritzau Scanpix
Biler 12. juli 2018 06:30

BILER: Du har pakket forsvarligt, husket refleksveste, underholdning til bagsædet og at tanke fuld tank, før I kører.

Men har du også tjekket dæktrykket?

For det er en generel tendens, at mange af os kører med forkert dæktryk, siger Yasser Abaiji, der er teknisk konsulent ved FDM.

Og det bliver særligt problematisk på bilferien, hvor der virkelig kommer kilometer under hjulene og læs på bagsmækken.

- For bilen kommer jo på overarbejde, når den skal ned sydpå, konstaterer Yasser Abaiji.

Derfor kan det betale sig at tjekke, at dækkene er pumpet korrekt. Ellers kan det gå ud over bilens sikkerhed.

- Dækkene er jo det eneste, der sørger for, at man har kontakt med vejen. Og jo bedre dækkene er – og jo mere korrekt trykket er - desto bedre er dækket i kontakt med vejen, siger han.

For lavt tryk vil nemlig både påvirke bilens bremseevne, sikkerhed, komfort og styreegenskaber, oplyser Falck.

Mere bagage kræver øget dæktryk

Og en bilferie med to voksne, tre børn og 14 dages oppakning sætter dækkene under et større pres, end når du kører til og fra supermarkedet herhjemme.

- Dæktrykket er typisk indstillet til almindelig brug, men når der skal ekstra last og passagerer i, så skal dækkene også bære på noget mere, siger Yasser Abaiji.

Så tjek dæktrykket, før I kører mod sydlige himmelstrøg. Og husk, at når man har mere oppakning med, skal man typisk hæve dæktrykket, siger han.

Præcis hvilket tryk der passer til hvilken vægt og hvilke kørselsforhold, kan du læse på siden af tankdækslet, i dørfalsen eller i bilens instruktionsbog.

Og herefter skal du løbende kontrollere, om dækkene har tabt luft. Minimum en gang om måneden.

- Men man kan faktisk ikke tjekke det for tit, siger han.

Falck anbefaler, at man tjekker dæktryk endnu oftere - nemlig hver 14. dag - eller per 1000 kørte kilometer.

For lavt tryk koster i brændstof

Det vil også lune i sparegrisen. For ligesom du bruger flere kræfter på at køre på en cykel med flade dæk, bruger motoren flere kræfter, hvis bilens dæktryk ikke er korrekt. Og det koster på brændstoføkonomien og pengepungen.

- Rullemodstanden bliver simpelthen større, hvis der er for flade dæk, forklarer Yasser Abaiji.

Giv også lidt opmærksomhed til reservehjulet. For tal fra vejhjælpsselskabet SOS International viser, at 14 procent af de uheld, de rykker ud til, skyldes punkteringer, forklarer Yasser Abaiji.

Og reservehjulet er ikke meget bevendt, hvis ikke det er tjekket hjemmefra.

- Hvis man punkterer, er det rart, at det dæk, man sætter på, ikke også er halvfladt. Så det er anbefalelsesværdigt, at man også undersøger dæktrykket på reservehjulet, siger han.

Fakta: Bilens dæktryk

/ritzau fokus/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...