Pension

Ekspert: Følg tysk eksempel

Der kan reddes job ved at lade pensionskasserne investere i dansk erhvervsliv, men staten skal engagere sig

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tina Nedergaard, finansordfører (V): Alle modeller er i spil.

KØBENHAVN:2650 milliarder kroner. Så stor er de danske pensionskassers samlede formue. Det er rigtig mange penge. Faktisk kan man med 2650 milliarder købe samtlige parcelhuse i Danmark og to Kattegatbroer. I Tyskland bruges nogle af disse penge til at redde arbejdspladser, og samme model med en statsgaranti til lån til små og mellemstore virksomheder ville også kunne indføres i Danmark, mener professor på institut for finansiering på CBS, Jesper Rangvid, der er begejstret for den tyske model. - Her i finanskrisen har den danske økonomi brug for noget risikovillig kapital. Det ville for eksempel kunne hjælpe den lille håndværksmester, der har et godt grundlag, men ikke kan få et lån i banken på grund af krisen, siger Jesper Rangvid. Professor Rangvid understreger, at det kun er i denne særlige økonomiske situation, at en sådan model bør indføres. Risikovurdering Når pensionskasserne ikke allerede nu går ud og hjælper danske virksomheder skyldes det, at de ifølge loven ikke må lave store risikofyldte investeringer med deres medlemmers pensionsopsparinger. Men med en statsgaranti i ryggen ville det blive muligt, mener fondsdirektøren i ATP, Bjarne Graven Larsen. - Vi er forpligtiget til at få en fornuftig forretning ud af de investeringer, vi laver på vores medlemmers vegne. Vi skal jo have deres pensioner til at vokse, derfor kan vi kun gå ind i sådanne investeringer, hvis vi har en vis garanti i ryggen, fortæller fondsdirektøren, der er meget interesseret i at få den tyske model til Danmark. Der er ellers ikke tradition for, at pensionskasserne i Danmark yder lån til små og mellemstore virksomheder, det har altid været bankernes opgave. Oppositionen er klar Oppositionen er klar til at give en statsgaranti, mens regeringen stadig er i gang med at undersøge mulighederne under deres forhandlinger til om kommende vækstpakke. Venstres finansordfører, Tina Nedergaard, vil derfor hverken afvise eller bekræfte om den tyske model kan indføres i Danmark. Men ifølge hende vil regeringen gerne være med til at skabe mulighed for at danske pensionspenge bliver i Danmark, så der kommer mere risikovillig kapital. - Med vækstpakken vil vi gerne gøre det attraktivt at investere i Danmark. Men alle modeller er i spil, derfor kan jeg på nuværende tidspunkt ikke siger, om vi vil bruge den tyske model, men jeg kan bestemt heller ikke afvise det, siger Tina Nedergaard. Hos Socialdemokraterne er erhvervsordfører, Orla Hav, klar til at gå skridtet videre allerede nu. - Jeg vil opfordre min egen partiledelse til at tage den tyske model med som et punkt under de kommende globaliseringsforhandlinger, for danske pensionspenge kan lige så godt sikre danske arbejdspladser, siger erhvervsordfører Orla Hav (S).