Ekspert: Magnussen-forlængelse er helt logisk

Kevin Magnussen har konsolideret sig i Formel 1-feltet efter stor tillid fra Haas, vurderer John Nielsen.

Romain Grosjean og Kevin Magnussen har fredag begge forlænget kontrakten med Haas. 2019 bliver Magnussens femte sæson i Formel 1-feltet. Han debuterede i 2014 for McLaren. Foto: Albert Gea/Reuters

Romain Grosjean og Kevin Magnussen har fredag begge forlænget kontrakten med Haas. 2019 bliver Magnussens femte sæson i Formel 1-feltet. Han debuterede i 2014 for McLaren. Foto: Albert Gea/Reuters

Fredag formiddag offentliggjorde Haas den længe ventede og ikke mindst forventede melding om, at teamet har forlænget kontrakten med Kevin Magnussen og Romain Grosjean.

Trods en mindre formnedgang de seneste uger fra den 25-årige dansker er forlængelsen helt på sin plads ifølge ekspertkommentator og tidligere Le Mans-vinder John Nielsen.

- Forlængelsen er helt logisk. Han er blevet en etableret Formel 1-kører i år. Han skulle konsolidere sig og vise, at han er en leder, og det har han gjort indtil videre i sæsonen.

- Han har domineret og haft styr på teamkollegaen, selv om han har haft en lidt svag periode, siger John Nielsen.

Kevin Magnussen er samlet placeret som nummer ni i kørernes verdensmesterskab. Han er 22 point foran teamkollega Romain Grosjean og blot ét point efter den dobbelte verdensmester Fernando Alonso.

John Nielsen vurderer, at Magnussen har fået ro og tillid på Haas-teamet.

- Han har fået lov til at være den, som han er, og derfor bliver han en god kører.

- Haas har fået en kontinuitet, som er vigtig for dem, og de har haft det bedste år nogensinde. "Why change a winning formula," spørger John Nielsen.

Haas-bilerne ligger lige uden for den absolutte top i Formel 1-feltet, men fortsætter Kevin Magnussen sine gode resultater i 2019, har han måske en mulighed for at komme helt til tops hos Red Bull, Mercedes eller Ferrari.

- Han skal holde sig knivskarp, så hvis der opstår en mulighed, kommer han sikkert på listen, siger John Nielsen.

Magnussen kører i denne weekend sæsonens 16. grandprix i Rusland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.