EMNER

Ekspert med praktisk erfaring

Karin Kildedal er tidligere socialrådgiver og nu forsker

Karin Kildedal har en speciel karriere. Efter 18 års praktisk arbejde som socialrådgiver er hun nu forsker på Aalborg Universitet i problemer for udsatte børn. Foto: Peter Langkilde

Karin Kildedal har en speciel karriere. Efter 18 års praktisk arbejde som socialrådgiver er hun nu forsker på Aalborg Universitet i problemer for udsatte børn. Foto: Peter Langkilde

AALBORG:I dag er Karin Kildedal, 60, kendt som en af landets fremmeste eksperter i anbringelser og problemer med udsatte børn og unge. Til dagligt arbejder hun som lektor og forsker ved Aalborg Universitet, men hendes store viden om problemerne med udsatte børn og unge har hun fået gennem en utraditionel karriere, hvor hun har kombineret teori og praksis. Karin Kildedal havde nemlig 18 års erfaring som socialrådgiver med speciale i anbringelsessager indenfor Nordjyllands Amt, inden hun læste videre til kandidat og siden hen skrev sin pH. d-afhandling. - Når man skal løse problemerne omkring de udsatte børn og unge, bør man gøre sig klart, at der er tale om meget mere komplicerede sager, end de fleste umiddelbart tror. Derfor er det heller ikke de nemme løsninger, der er de bedste, siger Karin Kildedal, der tager skarpt afstand fra, at man udpeger de enkelte socialrådgivere som syndebukke, når der er en sag, der er gået galt og et barn ikke er blevet hjulpet godt nok. - Alle socialrådgivere, der beskæftiger sig med anbringelsessager, bør have en grundig videreuddannelse. Derudover skal politikere og ledelse sørge for, at der et godt fagligt miljø og at der er de fornødne ressourcer til at hjælpe både børnene og familierne, fastslår hun. Karin Kildedal er født og opvokset på en gård ved Langholt nord for Aalborg. Da hun var barn i 1950"erne, stod det ikke skrevet, at hun ville få en akademisk karriere. Karin Kildedal gik ud af skolen efter 7. klasse. I den næste halve snes år arbejdede hun som au pair, på cafe, på plejehjem og meget mere, indtil hun i 1968 tog realeksamen på et kursus i Rønde. Derpå flyttede hun hjem til Nordjylland, læste HF i Aalborg og siden hen til socialrådgiver på Den sociale Højskole, hvorpå hun fik arbejde i Nordjyllands Amt. Her blev udsatte børn og unge hendes speciale, og det har det været lige siden.