Udland

Ekspert: Militæret vinder valget i Egypten

Uanset om Det Egyptiske Broderskab vinder det egyptiske valg, har militæret stadig større magt, mener ekspert.

Ekspert: Militæret vinder valget i Egypten

Dagen efter den sidste stemme er puttet i stemmeboksen i Egypten, er reaktionerne blandt egypterne blandede.

For selvom Det Muslimske Broderskab mener, at deres repræsentant, Mohamed Mursi, har vundet præsidentvalget, betyder nattens valg mest af alt, at magten er skubbet endnu tættere på militæret.

Det vurderer direktøren for Dansk Egyptisk Dialog Institut, Jakob Erle.

- Broderskabet siger, at optællinger viser, at de har vundet. Så det fejrer de. Andre er mere afventende.

- Men lige nu er der forholdsvist stille i Kairo, og i den kommende tid vil der nok være lidt mindre politisk uro, siger Erle.

Det Muslimske Broderskab kommer ifølge direktøren dog ikke selv til magten, selvom Mursi ender med at løbe med sejren.

- Det, der er sket i nat, er, at der er kommet en ændring af forfatningen, som overfører enormt meget magt, herunder den lovgivende, til militærrådet, fortæller Erle.

- Mursi bliver nok valgt til præsident, men han vil ikke være i stand til at gøre ret meget uden godkendelse i militærrådet. Magten er blevet flyttet længere over til militæret, uddyber han.

Men hvis Mursi bliver valgt til præsident, vil der ifølge Erle være to magtpoler i samfundets institutioner.

Og det vil trods alt give større diskussioner og mere plads til forskellige synspunkter. Næste skridt bliver at nedsætte en forfatningskommission.

- I den vil der være stærke garantier for, at militæret fortsat fungerer som en fjerde statsmagt.

- Herefter kommer der parlamentsvalg og så en langvarig proces med samarbejde og kamp mellem institutionerne i samfundet, forklarer han.

Vælgerne skulle i det netop overstået valg pege på en afløser for Hosni Mubarak, der blev væltet fra præsidentposten ved et folkeligt oprør i februar 2011 efter 30 år ved magten.

Den afgørende valgrunde var et opgør mellem Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab og Ahmed Shafiq, der var premierminister under Mubarak.

/ritzau/