Ekspert: Mord på tolk burde være kendt

Offentligheden bliver ladt i stikken, når mord på tolk ikke kommer frem, lyder kritikken

KØBENHAVN:Hvis offentligheden skal have en chance for at danne sig en mening om krigen i Irak, så burde sagen om den henrettede irakiske tolk have været fremme i lyset. Det mener pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole. - Det er vigtigt, at offentligheden gennem pressen får oplysninger, så vi hver især kan tage stilling, og her er sikkerhedsrisikoen for danske soldater og irakiske medhjælpere en vigtig del. Det taler for, at man af egen drift burde have givet oplysningen videre til offentligheden, siger han. Selvom tolken arbejdede på et dansk ledet projekt, og hans familie fik erstatning, da han blev henrettet, afviser både udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og forsvarsminister Søren Gade (V), at de kendte til sagen før mandag. Det tror SFs leder Villy Søvndal dog ikke ubetinget på. - Jeg vil sige, at det undrer mig, hvis ikke regeringen er underrettet, og jeg vil meget gerne have undersøgt, hvad den vidste. Den dræbte var tolk for Tony Blair, da han var i Irak, så det er en af stjernetolkene, og sådan et mennesker holder man da øje med, siger Villy Søvndal. Grundlovspligt Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft kalder det uhørt, at sagen ikke er kommet frem før. - Efter hvad der er oplyst over for os, har ministrene ikke været orienteret. Det kan man undre sig over, for det virker som endnu en brik i det spin af løgne og fortielser, der har kendetegnet hele Danmarks deltagelse i Irak-krigen, siger Mogens Lykketoft. Hvis regeringen havde vidst besked, havde den ifølge ekspert i forvaltningsret, professor Claus Haagen Jensen fra Aalborg Universitet, også haft en grundlovsmæssig pligt til at fortælle det videre. Grundlovens paragraf 19 pålægger nemlig regeringen at rådføre sig i sager med ”større udenrigspolitiske rækkevidde”. - Jeg er tilbøjelig til at mene, at Det Udenrigspolitiske Nævn burde være informeret, siger Claus Haagen Jensen.