EMNER

Ekspert: Nokia tvinges til Android

Giganten Nokia afviser fortsat at producere mobiler med Android. Men snart vil vi se den første Nokia-mobil med Android, forventer ekspert.

En af Nokias topmobiler, N8.

En af Nokias topmobiler, N8.

Vores mobiler bliver smartere og smartere, og de mest avancerede er reelt små computere - smartphones. Salget af smartphones stiger kraftigt. Dermed også kampen om at være størst på markedet. Finske Nokia er stadig verdens største mobilproducent, men tronen vakler. Det viser tal fra analysefirmaet Gartner . I tredje kvartal 2010 havde Nokia en markedsandel på 28 procent - mod knap 37 procent samme periode året før. Android eksploderer Tallene viser også, at styresystemet Android fra Google nærmest er eksploderet på markedet for smartphones. I tredje kvartal 2010 var hver fjerde solgte Smartphone udrustet med Android - en stigning på over 600 procent i forhold til samme periode året før. Til gengæld falder markedsandelen for smartphones med styresystemet Symbian fra Nokia. Fra knap 45 procent i tredje kvartal 2009 til knap 37 procent i samme periode i 2010. Nokia vil være herre i eget hus Når Androids popularitet vokser så voldsomt, hvorfor producerer Nokia så ikke bare en mobil med Android? - Vores fremtid bygger på, at vi er herre i eget hus, siger produktchef Niels Kjelstrup fra Nokia i Danmark. Det mener han ikke, at Googles styresystem Android giver mulighed for. For eksempel har Nokia ingen indflydelse på, hvornår der kommer opdateringer til Android. Derfor satser Nokia hårdt på at videreudvikle sit eget mobil-styrestem Symbian, der nu findes i version 3, blandt andet i den roste Nokia N8-mobil. Symbian vil blive opdateret markant hvert halve år og med nye faciliteter, oplyser Niels Kjelstrup. Han afviser blankt, at Nokia har planer om en Android-mobil: - Det er svært at spå om fremtiden, men vi sætter vores lid til den nye Symbian-platform og vores kommende open source-platform MeeGo, siger produktchefen fra Nokia Danmark. Ekspert: Nokia-mobil med Android om få år Andre tror, at vi snart vil se de første Nokia-mobiler med Android. Heriblandt teleanalytiker Torben Rune fra rådgivningsfirmaet Netplan: - Mit gæt er, at Nokia inden for det næste halvandet til to år har mindst en Android-mobiltelefon i sit produktprogram, siger han. Torben Rune påpeger, at der er en tæt sammenhæng mellem styresystemet til mobiler og applikationer - ekstraprogrammer - til de samme mobiler. Apples store App Store til iPhone-mobilerne er en væsentlig fordel ved netop iPhone, og også Android Marked til Android-mobiler er stort. En ond cirkel Nokia har sin egen app-butik OVI til sine mobiler, men der er en fare for, at softwareudviklere falder fra her, mener han. - Mobilproducenterne er meget afhængige af, at udviklerne gider at udvikle programmer til en bestemt platform. Hvis kunderne eller udviklerne mister tilliden til et operativsystem, så falder mængden af applikationer, hvorved interessen falder yderligere. En ond cirkel, påpeger Torben Rune og tilføjer: - Meget tyder på, at Symbian-platformen er ved at havne i sådan en ond cirkel. Ikke fordi systemet er specielt dårligt eller besværligt at udvikle til, men fordi majoriteten af producenter går i en anden retning. Det kan meget hurtigt blive en så ubehagelig oplevelse for Nokia, at man er nødt til at droppe Symbian, mener han. Rygterne om Nokia-mobiler med Android fik ny næring efter konferencen "Dive into Mobile" i USA. Her skulle chefen for Googles mobilafdeling, Andy Rubin, have udtrykt ønske om, at også Nokia vil bruge Android-platformen på sin mobiler.