Ekspert: Obama lægger stort psykologisk pres på Syrien

Obama har lagt tungt pres på Syrien. Ventetiden giver dog Assad mulighed for at flytte rundt på sit militær.

Udland 1. september 2013 12:20 - Opdateret 1. september 2013 12:22

Ekspert: Obama lægger stort psykologisk pres på Syrien

Barack Obamas beslutning om at diskutere en militærindsats mod Syrien i Kongressen lægger et tungt pres på det syriske regime.

Det vurderer major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet.

- Man kan kalde det en psykologisk operation fra Obama. Det ikke at gøre noget er også at gøre noget. Budskabet sætter styret og soldaterne på jorden under et voldsomt psykologisk pres, fordi de ved, der kommer en konsekvens.

- Assad bliver også distraheret af, at der er gang i en voldsom borgerkrig, som han ikke er i stand til at nedkæmpe militært, så de kan ikke holde et samlet fokus, siger Lars Cramer-Larsen.

Ventetiden på en amerikansk militæraktion kan dog også have positive effekter for Assad.

- Tiden giver Assad mulighed for at lave forstærkninger og flytte rundt på sit militær, så de ikke har centreret deres kræfter et sted, sige han.

Lars Cramer-Larsen påpeger også, at Assad samtidig kan bruge ventetiden til at gøre alternative kommandofaciliteter klar, hvis de primære faciliteter bliver taget ud af brug

Netop militærkommunikationen i landet er nemlig et af de områder, hvor amerikanerne sandsynligvis vil ramme regimet.

- Det syriske militær tager ikke mange beslutninger selv, når man går ned gennem kommandovejene. Assad er øverste chef, og alle beslutninger går gennem ham. Derfor vil man prøve at ramme den interne kommunikation, som er meget vigtig i en krig.

- Hvis det bliver lammet, så kan styrkerne på jorden blive i tvivl om, hvad de skal gøre, fordi de er vant til at få ordrer på alt, siger Lars Cramer-Larsen.

Han sammenligner situationen med den første golfkrig.

- Der gik hele verden og ventede på, hvornår de amerikanske og allierede styrker slog til. Da de så gjorde det, så var det med en så voldsom kraft, at Saddam Hussein havde meget svært ved at styre sit militær. Det samme styrkeforhold gør sig gældende her.

Lars Cramer-Larsen er ikke i tvivl om, at USA sagtens selv kan håndtere en krig mod Syrien, og derfor har de også tid til at vente.

Ventetiden har amerikanerne brugt på at opstille militære ressourcer i området, for at markere og positionere sig i den diplomatiske proces, der er i gang.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...