Ekspert om Løkkes forsvar: Det afhænger stadig af vælgerne

Jeg har i min tid ikke oplevet en formand for Venstre, der har fået så meget intern kritik, siger kommentator.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, udtalte sig mandag efter flere dages tavshed i tøj- og rejsesagen, hvor den tidligere statsminister er under stort internt pres.

Løkke afviste, at han mangler at betale skat af tøj- og rejsegaverne fra partiet, men han erkendte, at det var "en skidt sag for Venstre", og at han var ked af den uro, den har forårsaget.

Ifølge politisk kommentator og chefredaktør for Fyns Amts Avis Troels Mylenberg er det tvivlsomt hvor meget af ildebranden, Lars Løkke Rasmussen har formået at slukke med sine udtalelser.

- Venstre-folkenes holdning vil stadig i høj grad afhænge af vælgerne. Kan sagen afspejles i befolkningens opbakning, vil det være alvorligt for Løkke. Det handler meget om meningsmålingerne i den kommende tid. Det bliver spændende at følge, siger Troels Mylenberg.

Venstre-formanden har selv fremskyndet et møde til tirsdag aften med partiets forretningsudvalg, hvor han skal redegøre for sagen. Og ifølge Troels Mylenberg er situationen efterhånden meget alvorlig for Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg har i min tid ikke oplevet en formand for Venstre, der har fået så meget kritik fra egne rækker. Og de Venstre-folk, som jeg har snakket med, giver udtryk for, at bægeret efterhånden er ved at være fyldt.

- Men omvendt er det også i Venstre-rækkerne svært at se en afløser for Lars Løkke. Så der kan godt gå pragmatisme i den, hvor Venstre-toppen vil vurdere, hvor meget man egentlig vil få ud af at vælte ham, siger Troels Mylenberg.

Tidligere har Venstre-formanden fået kritik for sine flyture på 1. klasse som formand for den grønne organisation GGGI. Derudover har der været flere sager fremme om Løkkes brug af skatteyderbetalte penge i hans tid som minister og amtsborgmester.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst