Ekspert om sponsorbrud med DBU: Timingen er interessant

Det er dårligt nyt for DBU, hvis en sponsor ikke vil associeres med forbundet, mener ekspert Kenneth Cortsen.

Herrelandsholdet var før kampen mod Moldova i VM-kvalifikationen iført særlige trøjer for at markere utilfredshed med menneskerettighedsforholdene i Qatar.

Herrelandsholdet var før kampen mod Moldova i VM-kvalifikationen iført særlige trøjer for at markere utilfredshed med menneskerettighedsforholdene i Qatar.

KØBENHAVN:Arbejdernes Landsbank, som er hovedsponsor for Dansk Boldspil-Union (DBU), har fredag meldt ud, at man vil ud af sponsoraftalen med DBU, og det er ikke godt nyt for forbundet at blive valgt fra på den måde.

Det vurderer forsker i sportsøkonomi ved Professionshøjskolen UCN, Kenneth Cortsen.

- Det er problematisk, at sponsorer smider tøjlerne i forhold til den rettighed, de har betalt for. Det er et spørgsmål om associationer, og at DBU bliver valgt fra er aldrig en positiv virkelighed set fra forbundets kommercielle perspektiv, siger Cortsen.

Ifølge Arbejdernes Landsbank handler ønsket om at stoppe som sponsor om kviklånsloven, som gør det ulovligt for forbrugslånsudbydere som eksempelvis Arbejdernes Landsbank at reklamere side om side med spilreklamer.

Kviklånsloven er dog blevet ændret, så Arbejdernes Landsbank og Oddset gerne må pryde landsholdets træningstøj sammen, og ændringen træder ifølge Erhvervsministeriet formentlig i kraft 1. maj.

Derfor er timingen ret interessant, vurderer Cortsen.

- Timingen er interessant. Dels er kviklånssituationen ikke ny og formodentlig på vej til at blive løst, og desuden har A-landsholdet klaret sig godt længe. Landsholdet er DBU's kommercielle kerneprodukt og har en evne til at samle befolkningen, når det går godt, siger Cortsen.

Weekendavisen erfarede torsdag, at Arbejdernes Landsbank er utilfreds med, at DBU ikke tager nok ansvar for en mulig boykot af VM i Qatar i 2022, og selv om Arbejdernes Landsbank afviser, at bruddet har noget med Qatar at gøre, kan der godt sås tvivl om den påstand, mener Cortsen.

- Det er vanskeligt at vurdere, om bruddet skyldes VM i Qatar, men AL-Bank bruger situationen i Qatar på den ene eller anden måde, og det er ikke gunstigt for DBU, siger Cortsen og fortsætter:

- Der kan være forskellige bevæggrunde for bruddet, og for en erfaren spiller på sponsormarkedet som AL-Bank er det her en strategisk vurdering baseret på den markedsdynamik og de associationer, som altid hersker i spillet om kommercielle rettigheder, aktiveringsmuligheder og forbrugernes gunst.

- VM i Qatar fylder meget lige nu og deler vandene, og DBU er en del af det associationspil. AL-Bank vil måske score nogle point ved at melde noget ud i relation til den sag, fordi det fylder så meget i medierne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden