EMNER

Ekspert: Plads til NA

Ny Alliance har de samme forudsætninger som tidligere, siger valgforsker

Ny Alliance burde kunne tiltrække en stor del af de borgerlige vælgere ved at fortsætte hvor de startede: Fordelingspolitik til højre og værdipolitik til venstre. Foto: Martin Damgård

Ny Alliance burde kunne tiltrække en stor del af de borgerlige vælgere ved at fortsætte hvor de startede: Fordelingspolitik til højre og værdipolitik til venstre. Foto: Martin Damgård

København: Selvom Ny Alliance ligger og roder langt under spærregrænsen, så er der masser af vælgere, som burde være klar til at stemme på Naser Khader og co. Det siger valgforsker Kenneth Thue Nielsen. ¿ Da Ny Alliance sagde, at de følte sig politisk hjemløse, så ramte de noget, som mange følte. Khader ramte en nerve, og den er der stadig ikke andre, der har ramt. Derfor var det også et enormt nødvendigt projekt, fordi de vælgere ellers skulle finde et andet parti, hvor de ikke rigtig passer, siger han. Ifølge valgforskeren taler Ny Alliance til de omkring 14 procent af de danske vælgere, som tilhører de såkaldte grønne borgerlige. ¿ Det er vælgere, der ligger fordelingspolitisk til højre, men værdipolitisk til venstre. De er for lav skat på arbejde og en mindre offentlig sektor, men også for mere ulandshjælp og asyllempelser, forklarer han. Ny Alliance lå midt i valgkampen til at snuppe en stor del af de vælgere, og Kenneth Thue Nielsen tror på, at de kan nå at få nogle af dem tilbage. Det kræver overraskende nok, at Ny Alliance ikke gør noget anderledes. ¿ Hvor bizart det end lyder, så skal de ikke ændre politik, for det er netop den position, de havde, hvor der er behov for et parti. De skal arbejde med kommunikation og duelighed, og så har Naser Khader enormt meget at arbejde med på det personlige plan, lyder opskriften. Optimismen tilbage Hos en af Ny Alliances mest omstridte medlemmer ¿ erhvervsmanden Lars Kolind ¿ er der også tiltro til projektet. Samtidig glæder han sig til landsmødet, som markerer en ny tid for partiet. ¿ Den store forskel på perioden før og efter landsmødet er, at politikken indtil nu er blevet lavet af en meget lille gruppe mennesker, nemlig de tre medlemmer og landsformanden. Nu får medlemmerne en mulighed for rigtigt at diskutere, siger Lars Kolind. Han forventer også, at landsmødet kan puste til den optimisme, som han ser i partiet. ¿ Optimismen er kommet igen, så når vi tager hjem på lørdag, så vil der være meget mere selvtillid og folk vil have en opfattelse af, at det her projekt godt kan lykkes. I partiet erkender man dog også, at der er et godt stykke vej til målet. Valgkampen blev tabt på usikkerhed om, hvem Ny Alliance ville pege på. Derfor har partiet også klart meldt ud, at det er et borgerligt parti, der hylder de liberale frihedstanker. Samtidig forsøger Ny Alliance at skabe politiske resultater, og selvom deres stemmer ikke er afgørende, så bliver det til lidt. Partiet er for eksempel med i finanslovsaftalen, og fik der sat en del mindre aftryk, som oprettelsen af en "antiradikaliseringskontor" og en lettelse af reglerne for generationsskift i virksomheder. Ifølge Kenneth Thue Nielsen er det en meget fornuftigt strategi, men han er derimod ikke så sikker på, at partiet har den rette leder. ¿ Det er spørgsmålet om Naser Khader er klar til at tage det lange seje træk. Det Ny Alliance har brug for er en mere klassisk partileder, og Anders Samuelsen har nogle træk, som Khader kunne lære meget af, siger han. Lørdag er Naser Khader dog ikke til valg.