Ekspert roser ny dansk kræftmedicin

Arkivfoto

Arkivfoto

København: Den danske biotekvirksomhed Genmab kunne sent fredag glæde sig over en positiv evaluering i USA for selskabets kræftmiddel Arzerra, også kaldet ofatumumab. Glæden deles helt på Rigshospitalet, hvor man har et godt kendskab til stoffet. Her er forventningen, at Genmab-midlet vil være gode nyheder for patienterne. - Det er et glimrende stof, lyder den umiddelbare kommentar fra overlæge, dr.med. Christian Geisler fra Hæmatologisk Klinik. Han er ekspert i leukæmisygdommen CLL, som Genmabs middel er udviklet mod - og har selv kendskab til det fra forsøg på hospitalet. - Midlet har en god effekt for patienter, der efterhånden er blevet modstandsdygtige over for andre stoffer. Så det er rigtig godt, lyder ekspertvurderingen. Evalueringen i USA har på Københavns Fondsbørs været omgærdet med spænding, fordi udfaldet ville få stor betydning for aktiekursen i Genmab. Nu er der udsigt til en godkendelse i USA og dermed et solidt rygstød til investorerne. Det nye danske kræftmiddel skal nu finde sin plads blandt de øvrige midler på området. I første omgang er det testet på patienter, der ikke har glæde af de kemoterapibehandlinger, som man anvender i første fase. Samtidig skal Arzerra holdes op mod Roche-midlet rituximab. - Det er kun glædeligt med to stoffer. Det er til gavn for patienterne, vurderer Christian Geisler. Han forudser, at endnu flere stoffer er på vej. Blandt andet har Roche en afløser for rituximab på trapperne. Christian Geisler vurderer, at Genmabs stof vil blive anvendt i de tilfælde, hvor andre midler må give op. Til gengæld har rituximab vist sig stærk i kombination med kemoterapi i de tidligste behandlingsforløb. Her kan Genmabs middel dog også vinde frem, hvis forsøg viser, at det også i denne type behandling har en god effekt. Forsøgene med Genmabs Arzerra tyder på en effekt for cirka halvdelen af de patienter, der ikke har glæde af de øvrige midler. De kan få forlænget levetiden med op mod et år i gennemsnit. - Det er rigtig pænt og vigtig ekstra tid for patienter med kronisk leukæmi. Vi kan ikke med disse midler helbrede folk og give dem et langt liv, desværre. Men det er et skridt på vejen, siger Christian Geisler. Han hæfter sig desuden ved, at Arzerra som et antistof - og ikke en cellegift - ikke giver patienterne store omkostninger i den forlængede levetid i form af alvorlige bivirkninger. /ritzau/