Udland

Ekspert: Snowden-asyl forværrer USA's forhold til Rusland

Russerne slår dybe skår i forholdet til USA, efter at Snowden har fået lov til at forlade Moskvas lufthavn.

Ekspert: Snowden-asyl forværrer USA's forhold til Rusland

Forholdet mellem USA og Rusland risikerer at blive nedkølet til frysepunktet, efter at russerne torsdag har givet den amerikanske whistleblower Edward Snowden papirer, der giver ham lov til at forlade Moskvas lufthavn.

Det mener Karsten Jakob Møller, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekspert i Ruslands udlands- og sikkerhedspolitik.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det vil gøre forholdet mellem Rusland og USA dårligere, end det i forvejen er. Amerikanerne vil betragte den russiske handling som næsten fjendtlig, siger seniorforskeren til Ritzau.

Edward Snowden har officielt fået status som flygtning i Rusland, hvor han har modtaget asyl gældende for et år

Karsten Jakob Møller forklarer, at Rusland flere gange har understreget, at de ikke vil ligge under for pres fra USA.

Og netop derfor ville det også blive betragtet som et direkte svaghedstegn blandt den brede russiske offentlighed, hvis den amerikanske whistleblower ikke fik asyl fra de russiske myndigheder.

Karsten Jakob Møller har svært ved at forestille sig, at Obama ikke kommer til at foretage sig noget ovenpå den russiske håndsrækning til Snowden.

Overordnet ser han to mulige konsekvenser.

- Der er ingen tvivl om, at republikanerne - og givet vis en stor del af demokraterne - vil lægge et betragteligt pres på præsident Obama for at aflyse sit besøg i Moskva 8. september forud for G8-topmødet i Sankt Petersborg. Og måske helt aflyse topmødet.

Det Hvide Hus har i første omgang sagt, at man lige nu "vurderer betydningen af topmødet".

- Desuden kan konsekvensen være, at amerikanske virksomheder, der er meget interesserede i at komme ind på det russiske marked, bliver forsinket efter pres fra amerikansk side, siger Karsten Jakob Møller.

Jurij Usjakov, højtstående russisk regeringsembedsmand i Kreml, var tidligere torsdag ude at sige, at russerne ikke vil slå dybe skår i forholdet til USA, fordi Snowdens sag "er relativt ubetydelig".

Men denne vurdering er dog helt misforstået, mener Karsten Jakob Møller.

- Jeg tror, han har aldeles uret. For hvis man ser på, hvad der sker i USA i øjeblikket, så er meningen en hel anden. Det er et forsøg på at spille situationen ned, siger seniorforskeren.

Torsdag aften siger Det Hvide Hus, at det er ekstremt skuffet over Ruslands håndtering af Snowden-sagen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.