Ekspert: Storbritannien risikerer at forlade EU uden aftale

Seneste i marts vil Storbritannien tage de første skridt, der skal føre til, at landet forlader EU

UK:Den britiske regering mangler en strategi for, hvordan landet skal begynde at tage de første skridt ud af EU.

Det mener Simon Usherwood, der er seniorlektor i britisk politik ved University of Surrey.

- Det er tydeligt, at regeringen ikke ved, hvad den vil opnå. Der er ingen klar plan. Theresa May har endnu ikke sagt, hvad hendes prioriteter er, siger lektoren.

I et interview med BBC søndag har premierministeren sagt, at hun vil aktivere artikel 50 i Lissabon-traktaten om udmeldelse af EU inden udgangen af marts.

En BBC’s journalist spurgte hende, om regeringen vil prioritere afvisning af EU-indvandrere højere end adgang til EU’s indre marked. Hun svarede blot, at hun vil lede efter "den rette aftale".

- Jeg tror, hun vil arbejde for at få en mekanisme, som viser, at regeringen kan begrænse den frie bevægelighed, hvis den ønsker den, siger Simon Usherwood.

Blandt andet kontrol med indvandring og britisk betaling til det fælles europæiske budget fyldte i debatten inden valget. Særlig spørgsmålet om bidrag til EU kan blive problematisk for Theresa May.

- Folk kan ikke lide ideen om at betale til EU. Men hvis man får en aftale, der minder om den norske, skal man komme med omfattende bidrag til det fælles budget, siger Simon Usherwood.

- Theresa May vil forsøge at holde omkostningerne nede, beholde adgangen til det fælles marked, men stadig kunne sige, at vi har kontrol med indvandring. Det bliver meget svært at opnå alle tre ting, siger han.

Han forventer ikke, at de resterende EU-lande vil være generøse over for den britiske regering.

- Hun bliver nødt til at mobilisere alle sine evner for at nå frem til en aftale og sælge den til det britiske folk. Meget tyder på, at vi kan ende med et hårdt brexit uden en aftale, siger Simon Usherwood.

Når artikel 50 er aktiveret, har briterne to år til at forhandle sig frem til at aftale.

Hvis det ikke kan nås, er det muligt at forlænge forhandlingsperioden. Det kræver dog, at alle EU-lande stemmer for. Ellers bliver landet automatisk udmeldt uden særlige aftaler med unionen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.