EMNER

Ekspert: Vigtigt signal til etnisk miljø

KØBENHAVN:Højesteret har med onsdagens dom i Ghazala-sagen sendt et signal, der ikke er til at misforstå, om, at det danske samfund på ingen måde tolererer æresrelaterede forbrydelser. Det siger integrationsekspert Manu Sareen, der erklærer sig tilfreds med dommene. - Det sender et utrolig vigtigt signal til de unge, der befinder sig i samme situation, som Ghazala gjorde. Mange unge har tidligere været bange for at gå til de danske myndigheder af frygt for, at de ikke tager sig af deres problemer. Men med dommene her understreges det, at de kan have tillid til, at Danmark tager deres henvendelser meget, meget alvorligt, siger Sareen. Ud over livstidsdommen til Ghazalas far blev de øvrige tiltalte tilsammen idømt 104 års fængsel - tre blev udvist. - Ghazala-sagen har betydet en revolution inden for de miljøer, der har med denne typer sager at gøre. Den har fået de unge piger til at henvende sig til myndighederne i langt højere grad end tidligere. Den har fået flere unge mænd til at sige fra over for at skulle udføre afstraffelserne, og både politiet og de sociale myndigheder har fået øjnene op for problemet, fastslår Sareen./ritzau/