Eksperter revser offerfond for at være en pengemaskine

Den kommende offerfond, som blandt andet skal finansieres af fartsyndere, møder nu kritik fra flere sider.

Eksperter revser offerfond for at være en pengemaskine

Regeringens forslag om lave en offerfond - finansieret med penge fra alt fra dømte voldsmænd til fartsyndere - møder nu kritik fra flere sider.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater mener slet og ret, at offerfonden indfører "skat på kriminalitet" for at få penge i statskassen.

- Umiddelbart kommer man til at tænke på indførelse af fedtafgift eller lignende, lyder det i et høringssvar fra forsvarsadvokaterne, der vender tommelfingeren ned til offerfonden.

Forsvarsadvokaterne vender sig især imod den uhyre brede vifte af forbrydelser, der skal udløse et krav om et bidrag til offerfonden på 500 kroner.

Både personer bag grove voldsforbrydelser og trafikanter, der får klip i kørekortet skal ifølge regeringens lovforslag bidrage til offerfonden.

Der behøver med andre ord ikke være et konkret offer for lovbrudene, før de udløser en check til offerfonden. Det er nok, at der kunne have været et.

Bilejernes interesseorganisation FDM understreger i sit høringssvar det faktum, at en arbejdsgruppe under Justitsministeriet tidligere har afvist, at der er finansielt grundlag for at lave en offerfond.

Arbejdsgruppen tog i sin tid udgangspunkt i, at det kun var voldsmænd og seksualforbrydere, der skulle betale ved kasse et. Og det ville altså ikke give penge nok til at dække administrationen af fonden.

Nu er også trafiksynderne røget med i puljen, og så bortfalder det oprindelige idé med fonden, anfører FDM:

- Det forekommer endnu mere uhensigtsmæssigt, når betaling til offerfonden ikke omfatter gerningsmænd, der udøver simpel vold eller overtræder våbenloven, hvorimod bilister skal betale selv i forbindelse med mindre færdselsforseelser, hvor der hverken er sket en ulykke endsige er ofre.

Samme melding lyder fra Rådet for Sikker Trafik:

- Det kan af mange nok opfattes som urimeligt, at en offerfond skal finansieres af trafikanter, skriver trafikrådet.

Regeringen regner med, at fonden kan generere omkring 27 millioner kroner om året fra lovbrydere. Penge, som vel at mærke ikke skal gå direkte til ofre for forbrydelser, men til hjælp til ofre i bredere forstand.

Regeringen skønner, at administrationen af fonden - der blandt andet omfatter et uafhængigt råd - vil overstige fem millioner kroner.

Ifølge lovforslaget bliver offerfonden en realitet fra 2014.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste