EMNER

Eksperter udelukket

Det nyligt overståede folketingsvalg har efterladt en underlig fornemmelse af at være frarøvet selve politikkens væsen.

Allerede fra det første slag var valgets skæbne brolagt med det temmelig patetiske slogan: "politik i øjenhøjde", der jo kun er et andet udtryk for en reel mangel på en sanddru og substantiel politisk idé, der således gjorde det nødvendigt for kandidaterne at tigge stemmer. Men en tigger kan kun få almisser, ikke gaver. Thi gaver kan kun gives og modtages af den, der er stor i ånden, alt imens tiggeren kun vækker medlidenhed. Valget har i sandhed været medlidenhedsvækkende. Dette har TV forlængst opdaget, hvorfor man foranstalter store "godgørende" valgshows baseret på damebladsæstetik med en stemning, der var "Stjerne for en aften" værdig og med deltagelse af håbefulde kandidater og med enqueter gående på, hvem man helst ville købe en brugt bil af. Det afgørende spørgsmål er derfor: hvem har i grunden vundet? Det er som sagt ikke politikken – men måske eksperterne? Næppe de eksperter, der befolker universiteterne, og hvis faglige ekspertise og formåen må antages at være afgørende for samfundsudviklingen. En analyse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen viser, at eksperter og forskere i valgkampens første ti dage har optrådt mindre som kilder i nyhedsmedierne end de gør til hverdag. Forskere fastansat ved universiteterne udgør blot én ud af hundrede kilder. Hertil skal dog bemærkes, at analysen ikke forholder sig til de mulige årsager for denne tavshed: om det skyldes, at forskerne har nægtet at udtale sig, eller om journalisterne har henvendt sig mindre end sædvanligt. Symptomatisk for dette valg var også, at Velfærdskommissionen først i allersidste øjeblik, nemlig dagen før valget, brød selvcensurens mure af tavshed, som både dén og adskillige andre ekspertorganisationer havde pålagt sig selv i valgkampen. Økonomiprofessor og medlem af kommissionen Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet anklager ligefrem både regering og opposition for at fordreje proportioner og servere hule løfter for vælgerne og peger samtidig på, at eksperternes flyverskjul skader demokratiet. Han reflekterer over denne tavshed og udtaler, at "vi svigter befolkningen. Folk med forstand på substansen har en pligt til at skille skæg fra snot, og den forsømmer vi. Det gælder både kommissionen og hele embedsværket fra ministerier til kommuner". Det er altid prisværdigt og på sin plads, at eksperterne kaster kritisk lys på deres egen manglende deltagelse i den offentlige meningsbrydning, men hertil er det væsentligt at tilføje, at denne selvcensur hverken er overraskende eller spor besynderlig. Dermed opfyldes et fromt ønske fra statsministeren og hans regering, der siden tiltrædelsen har været ihærdigt beskæftiget med at pointere deres modvilje mod eksperter og smagsdommere, som vi ifølge statsministerens opinion "ikke behøver til at bestemme på vore vegne". Eksperternes gerning er dermed reduceret til, hvad statsministeren har karakteriseret som viderebringelse af den faktiske viden, uden at sætte den i perspektiv. Denne grundlæggende mistillid til viden, der kommer til udtryk i statsministerens tale og politiske ageren, kom i løbet af de seneste tre år til at give de bedste vækstbetingelser for den smålighed i tænkningen, der i lighed med det øvrige samfund også veltrives på universiteterne, og som programmatisk blev formuleret i professor Claus Vastrups, Århus Universitet, betragtninger over sit fags udøvere, idet han hævder, "at de (økonomer) ikke skal være smagsdommere, og at de derfor ikke skal kritisere eller applaudere regeringens skattestop, men de kan pege på konsekvenserne." Takket være denne fundamentale miskreditering af tænkning og viden i diskussionerne i det offentlige rum har eksperter og smagsdommere med få undtagelser i stor stil holdt sig væk fra så vigtigt et anliggende som Folketingsvalget. Der er imidlertid det stærkt utilfredsstillende ved denne holdning, at uvidenheden og ubetænksomheden får lov til at stå uimodsagt. Konsekvensen bliver, at der er vigtige samfundsanliggender, der ikke opnår den opmærksomhed, som de i sagens natur fortjener. Grunden hertil er, at den offentlige meningsbrydning kun kan kvalificeres via en rationel diskussion, der ikke kan varetages af en folkevilje , der grunder sig på et simpelt flertal, men forvaltes af en fornuft, der netop korresponderer med det offentlige ræsonnement. Opinionen, derimod, ræsonnerer ikke, men er til fals for demagoger, der forfører en impulsdirigeret offentlig mening. Dette er det præcise udtryk for den overståede valgkamp, hvis atmosfære var trykket af impulsive løfter, fiflerier og tomme slogans, der blev benyttet af de politiske aktører, der åbenbart agtede på denne vis at kompensere for manglen på den politiske substans. Hvem har endelig vundet? Det er åbenlyst, at det hverken er politikken eller de tavse universitetseksperter. Vinderne er de nye teknokrater, der går under betegnelsen spindoktorer, der ved hjælp af alle midler forsøger at skabe en imaginær alliance med "folket" ved at fremkalde en reaktion fra befolkningen, som om disse var tilskuere til en sportsbegivenhed, hvor de gode giver de onde tæsk. Men herved forhindrer disse spinvævere en reel demokratisk dialog vedrørende den førte og den fremtidige politik, hvilket i det lange løb kan være med til at destruere ideen om den myndige borger i et åbent, tolerant og frem for alt demokratisk sindet samfund. ] Maziar Etemadi er født og opvokset i Iran og har siden august 1984 været bosat i Danmark. Har studeret filosofi på Københavns Universitet og underviser nu på center for Filosofi og Videnskabsteori på Aalborg Universitet. Bredt orienteret med interesserer inden for kunst, litteratur, historie, politik, etc. Dybt fascineret af den klassiske danske litteratur, især Henrik Pontoppidan.