Eksperter uenige om vejudvidelse

Lav hellere flere vejbump og drop svingbaner, mener lektor

EMNER 26. september 2005 06:00

ARENTSMINDE: Den planlagte vejudvidelse i Arentsminde deler sindene i byen - Og med god grund. For på den ene side står en stor del af de bekymrede forældre, hvis børn hver dag skal færdes langs hovedvejen - og på den anden står nogle af de lodsejere, hvis haver bliver brugt til cykelstier og svingbaner. Men nu kommer en ekspert med mange års erfaring i trafiksikkerhed og byplanlægning ind i ligningen - til lodsejernes fordel, viser det sig. Harry Lahrmann er lektor ved Aalborg Universitet og ekspert i trafiksikkerhed. Han synes ikke, at det er tvingende nødvendigt med hverken byporte, cykelstier eller svingbaner. - Generelt snævrer det køresporet og gør det lidt slalomagtigt. Og så har bilisten ikke tid til at se cyklisten, fordi de skal koncentrere sig om vejens forløb. Derfor anbefaler jeg, at de i stedet laver flere bump, udtaler han, men påpeger, at svingbaner er gode til at forhindre ulykker med bagfra kørende bilister. Og cykelstier i Arentsminde vil ligefrem være skadeligt, mener han. - Nye undersøgelser har vist, at der faktisk sker flere ulykker på steder med cykelstier. Og det skyldes, at bilisterne ikke kan afskære cyklisterne vejen, når de skal svinge til højre, og derfor øger risikoen for at påkøre dem, konkluderer han. Amtet: Ikke korrekt I amtet har man dog et noget andet synspunkt på sagen. - På overordnede amtsveje bruger vi helst ikke bump. Derfor skal der findes noget andet, og der er byporte og svingbaner utroligt effektive - både til at sænke farten, men også til at forbedre trafiksikkerheden, forklarer civilingeniør fra NordjyllandsAmts Vejkontor, Peter Sønderlund, og fortsætter. - Og da vi bruger midterheller både ved byporte og svingbaner, vil cyklister ofte føle sig klemt inde, da bilerne jo skal rundt om dem. Så derfor skal vi også lave cykelstier, der kan beskytte dem. Peter Sønderlund kan ikke se nogen anden effektiv løsning på problemet. - Der har været fire uheld indenfor syv år i Arentsminde ved venstresving alene. Typisk hvor bagfra kørende biler er stødt op i den foran holdende bilist, så derfor er det nødvendigt med de vestresvingsbaner, slutter han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...