Eksperterne, som ikke var på sagen

To eksterne konsulenter skulle skabe tryghed - men har aldrig arbejdet for kommunen

Asbjørn With
Pårørende til en af beboerne på boformen i Terndrup anklager også direktør Flemming Hansen for at manipulere med væsentlige oplysning. Arkivfoto: Martin Damgård
24. oktober 2012 15:40

REBILD: Inger Andersen, som er pårørende til en af beboerne på boformen i Terndrup, anklager nu også direktør i Rebild Kommune Flemming Hansen for at manipulere med væsentlige oplysninger.

Flere gange i løbet af sagen om en flytning af de 16 handicappede beboere på boformerne i Støvring og Terndrup har det været på tale at flytte flere beboere ind på et af kommunens ældrecentre.
- Det har vi stillet os dybt kritiske over for, men Flemming Hansen har flere gange over for os slået fast, der har været to eksterne konsulenter inde over sagen. Eksperter, som han ikke kunne sidde overhørig, siger Inger Andersen.
At der var to eksterne konsulenter inde over vurderingen af de 16 beboere på boformerne fik Inger Andersen og hendes familie til at holde igen med kritikken af forvaltningens forslag om at flytte nogle af beboerne på ældrecenter.

Var ikke på sagen

Men de to konsulenter, som Flemming Hansen har henvist til for at berolige Inger Andersen og andre pårørende findes ikke.

Det opdagede Inger Andersen og hendes familie på egen hånd.
- Vi undrede os over, hvorfor der ikke kom noget på skrift fra de to konsulenter, så vi tog kontakt til den ene, som blev noget overrasket over at blive taget til indtægt for noget som helst af Flemming Hansen, siger Inger Andersen.
NORDJYSKE Medier har talt med Hans Palmhøj, som er den ene af de to konsulenter, som Flemming Hansen angiveligt skulle have været inde over sagen.
Men det var de ikke, siger Hans Palmhøj.
- Vi var til et par møder, hvor vi hørte om sagen og præsenterede os selv. Vi ville gerne tage opgaven, men stillede som betingelse, at vi fik fuld adgang til institutionerne, beboerne, pårørende, personale og ledelse.
- Så hørte vi ikke fra Rebild Kommune igen, siger Hans Palmhøj.
Inger Andersen glæder sig over, at Rikke Karlsson nu har taget bladet fra munden og åbent gået i rette med Flemming Hansen måde at lede på.
- Det er betænkeligt, at en embedsmand tilsyneladende kan være så magtfuld, at det her kan foregå uden at nogen har grebet ind. Nu har Rikke Karlsson stillet spørgsmålstegn ved Flemming Hansens troværdighed, og det skal hun ikke stå alene med, siger Inger Andersen.
Direktør Flemming Hansen forklarer, at de to konsulenter aldrig var inde over sagen.
- Grunden var, at konsulenterne ville have adgang til beboerne. Det mente jeg etisk ikke var i orden, og derfor besluttede jeg, at vi måtte løse vores udfordringer på en anden måde, siger Flemming Hansen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...