Ekspertgruppe anbefaler forlænget garanti for rejsebranchen

Garantiordning skal gælde til 31. august, eller indtil der er trukket halvanden milliard på statsgarantien.

Ekspertgruppe anbefaler, at garantiordning for den trængte rejsebranche bliver forlænget frem til 31. august, eller indtil der er brugt 1,5 milliarder kroner på statsgarantien. (Arkivfoto)

Ekspertgruppe anbefaler, at garantiordning for den trængte rejsebranche bliver forlænget frem til 31. august, eller indtil der er brugt 1,5 milliarder kroner på statsgarantien. (Arkivfoto)

KØBENHAVN: En ekspertgruppe, der blev nedsat i sidste uge, har afleveret sine anbefalinger til, hvordan den kriseramte rejsebranche kommer bedst muligt igennem coronakrisen.

Arbejdsgruppen er kommet med anbefalinger, der er koncentreret inden for tre temaer, støtteordningen, håndtering af konkurser og sikring af danske forbrugere.

Ekspertgruppen anbefaler blandt andet, at statsgarantiordningen forlænges for pakkerejsebranchen.

Den skal dække for rejser frem til 31. august, eller indtil der er trukket 1,5 milliarder kroner på statsgarantien.

Pengene skal "dække de faktiske omkostninger til leverandører, der ikke kan refunderes, selv om rejsen er annulleret som følge af Udenrigsministeriets rejsevejledning", lyder det i anbefalingerne.

- Der er oprindeligt givet adgang til statsgaranti på 1,5 milliarder kroner.

- Disse midler er endnu ikke opbrugt. Det foreslås derfor, at de resterende midler overføres til en ny (forlænget ordning) til dækning af omkostninger ved annullerede rejser, lyder det videre.

Det er partierne bag rejseaftalen, der ved en særskilt hjælpepakke har sendt 725 millioner kroner afsted til den trængte rejsebranche, som har nedsat ekspertgruppen.

- Rejsebranchen er hårdt ramt. Det er der ingen tvivl om. Derfor er det vigtigt, at vi finder en brugbar løsning for branchen, så de også på sigt kan stå på egne ben.

- Jeg er glad for, at vi nu har modtaget ekspertgruppens anbefalinger, og vi vil nu i aftalekredsen drøfte de mulige løsninger for rejsebranchen, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.