Ulykker

Eksplosion dræber to politibetjente i Kairo

Eksplosionen skete i Kairos historiske centrum og har efterladt flere sårede.

Liget af en betjent ses her i den historiske bykerne i Egyptens hovedstad, Kairo.

Liget af en betjent ses her i den historiske bykerne i Egyptens hovedstad, Kairo.

KAIRO:En eksplosion mandag i det historiske centrum af Egyptens hovedstad, Kairo, har dræbt to politibetjente.

De to betjente var i færd med at anholde en mand, der menes at have angrebet sikkerhedsfolk ved en moské i storbyen i sidste uge, siger en talsmand fra det egyptiske indenrigsministerium til nyhedsbureauet AFP.

- Da sikkerhedsstyrker omringer manden for at anholde ham, gik eksplosiver i hans besiddelse af, lyder det fra ministeriet.

Eksplosionen skete i Darb al-Ahmar-distriktet i det centrale Kairo, ikke langt fra det verdenskendte islamiske Al Azhar-universitet.

Foruden de to dræbte blev tre såret. Den jagtede mand døde også i eksplosionen, der forårsagede skader på flere butikker i nærheden.

Egypten har været plaget af en række angreb siden 2011, hvor folkelige optøjer væltede den mangeårige præsident Hosni Mubarak.

Særligt den egyptiske turistindustri har været ramt af den sikkerhedsmæssige uro.

I december blev tre vietnamesiske turister og deres egyptiske guide dræbt ved et bombeangreb på en bus nær Giza-pyramiderne.

En stor del af angrebene har været på Sinai-halvøen, hvor en række militante bevægelser har angrebet militæret og civile mål siden 2013, hvor endnu et militærkup væltede præsident Mohamed Morsi.

Men ofte har angreb også ramt mål i de mere centrale områder i Egypten langs Nilen.

I februar igangsatte egyptiske sikkerhedsstyrker store operationer mod de militante bevægelser på Sinai-halvøen. Især med henblik på at fjerne terrorceller med forbindelse til Islamisk Stat i Syrien.

Lørdag døde 15 soldater, da bevæbnede mænd angreb et militært checkpoint i det nordlige Sinai.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst