Eksplosion foran USA-ambassade i Ankara: Mindst to døde

To er dræbt og flere er såret efter en eksplosion foran den amerikanske ambassade i Tyrkiets hovedstad, Ankara

Udland 1. februar 2013 16:44 - Opdateret 1. februar 2013 16:46

Eksplosion foran USA-ambassade i Ankara: Mindst to døde

En kraftig eksplosion foran den amerikanske ambassade i Tyrkiets hovedstad, Ankara, har kostet to mennesker livet. Angiveligt er der tale om et selvmordsangreb. Bombemanden menes at være medlem af en ulovlig venstreorienteret organisation.

- Der er foreløbige tegn på, at selvmordsbombemanden er et militant medlem af en forbudt venstreorienteret organisation. Hans fingeraftryk er ved at blive undersøgt lige nu, oplyser Tyrkiets indenrigsminister Muammer Güler.

Eksplosionen har kostet to mennesker livet, en sikkerhedsvagt på den amerikanske ambassade og selvmorderen.

Den omkring 30-årige bombemand har brugt plastisk sprængstof til angrebet. Han menes at have afsonet en fængselsstraf for terrorrelaterede aktiviteter, ligesom han også sættes i forbindelse med organisationen Det Revolutionære Folks Befrielsesparti, DHKP-C.

Organisationen er en marxistisk-leninistisk gruppe, der har påtaget sig skylden for bombeangreb mod politistationer i de senere år. Endnu har ingen taget skylden for fredagens bombeangreb foran den amerikanske ambassade i Ankara.

USA bekræfter fredag, at dets ambassade i Ankara har været ramt af et terrorbombeangreb og siger, at amerikanske efterforskere arbejder tæt sammen med de tyrkiske myndigheder.

- Vi kan bekræfte, at en terroreksplosion har fundet sted i udkanten af vores ambassadekompleks i Ankara i Tyrkiet klokken 13.13 lokal tid, siger det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde, Victoria Nuland.

- Vi arbejder tæt sammen med tyrkisk politi for at få et fuldt overblik over tilskadekomne og materielle skader, og for at begynde en efterforskning af det skete. Vi vender tilbage med flere oplysninger, når vi har dem, tilføjer hun.

Billeder fra stedet viser, at en sideindgang til ambassaden er blevet kraftigt beskadiget, og at røg stiger op fra stedet.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...